Stevns arbejder med fire modeller for tiden efter Østsjællands Beredskab

Google Maps
Brandstationen i Store Heddinge

Når Østsjællands Beredskab bliver opløst, skal Stevns Kommune finde en ny måde at organisere beredskabet på. Det operative beredskab varetages af Falck, der også har overtaget brandstationen i Store Heddinge, men kommunen arbejder med fire forskellige modeller til løsning af ledelses- og myndighedsopgaverne.

Det ventes, at Østsjællands Beredskab senest bliver opløst i 2020, men ejerkommunerne arbejder på, at det kan ske hurtigere.

For Stevns Kommune vil det operative beredskab ikke blive berørt, da der netop et indgået en otte-årig kontrakt med Falck. Som led i kontrakten skal Falck fortsat drive brandstationen i Hårlev, mens den kommunale brandstation i Store Heddinge er overgået til Falck – som også stod for driften, indtil Stevns Kommune for nogle år siden hjemtog opgaven.

Mange opgaver skal fortsat løses

Imidlertid er der en række andre opgaver, som Østsjællands Beredskab i dag står for, og som Stevns Kommune som udgangspunkt selv overtager, når det fælleskommunale beredskab bliver opløst. Det drejer sig blandt andet om:

  • Beredskabschef (evt. fælles med andre kommuner)
  • Chefvagt – døgndækning
  • Indsatsledelse – døgndækning
  • Vagtcentral (varetages i dag af Hovedstadens Beredskab)
  • Brandsyn
  • Brandteknisk byggesagsbehandling
  • Fyrværkerilovgivning
  • Generel myndighedsbehandling af beredskabssager, f.eks. midlertidig overnatning
  • Betjening af beredskabskommissionen
  • Udarbejdelse af beredskabsplaner og risikobaseret dimensionering
  • Controlling af leverandør (Falck)
Fire modeller i spil

Stevns Kommune undersøger i øjeblikket fire modeller for et fremtidigt beredskab. I alle fire modeller bibeholdes den netop indgåede kontrakt med Falck, mens ledelse og administration organiseres således:

  1. Der etableres et nyt selvstændigt beredskab i Stevns Kommune
  2. Der indgås en aftale med Roskilde Kommune om, at en del af beredskabsopgaven løses af Roskilde Kommune
  3. Der indgås en aftale med Køge Kommune om, at en del af beredskabsopgaven løses af Køge Kommune
  4. Stevns Kommune søger om optagelse i det fælleskommunale Midt- og Sydsjællands Brand og Redning (Næstved, Faxe, Vordingborg og Ringsted Kommuner) eller indgår en aftale med selskabet om løsning af beredskabsopgaverne

Modellen med et selvstændigt beredskab i Stevns Kommune vurderes dog som problematisk, da det formentlig vil være svært at løfte de meget forskelligartede beredskabsopgaver med en meget lille administrativ stab. I den model skal Stevns Kommune således have egen beredskabsdirektør, chefvagt, indsatsledere og egen myndighedsafdeling. Samtidig skal der nedsættes en beredskabskommission og der skal afholdes kommissionsmøder.

Bliver formentlig dyrere

Den samlede betaling til beredskabet udgør i dag ca. 6,8 mio. kr. Heraf udgør Falck-kontrakten, som netop er indgået, cirka 3,7 mio. kr.

Vurderingen i Stevns Kommune er, at beredskabet uanset valg af model meget vel kan blive dyrere end kommunens aktuelle betaling til Østsjællands Beredskab. Det er dog endnu for tidligt at skønne, hvad de forskellige modeller vil koste.

Annonce