Når det fælleskommunale Frederiksborg Brand og Redning næste nytår hjemtager driften af fem brandstationer fra Falck, så bliver det ude den mangeårige – og respekterede – stationsleder i Helsinge, Kint Pedersen. Efter 47 år som brandmand har han nemlig besluttet at stoppe, da han har mistet tilliden til det fælleskommunale beredskab, som han rettede en hård kritik imod ved årets nytårsparade.
Frederiksborg Brand og Redning valgte dette nytår at afholde en fælles nytårsparade, og det førte til, at man på brandstationen i Helsinge besluttede at afholde sin egen – og uofficielle – nytårsparade, hvor brandstationsleder Kint Pedersen var eneste taler. Og han rettede en hård kritik mod det fælleskommunale beredskab, der få uger tidligere havde meddelt, at man ville hjemtage driften af fem nordsjællandske brandstationer fra Falck.
”Når man så ser på den måde, hvorpå Falck har mistet kontrakten, må man undres over, om beredskabskommissionsmedlemmerne, som primært består af borgmestrene fra kommunerne i det nye selskab, har været klædt ordentlig på og været opmærksom på de konsekvenser, som deres valg af ny operatør indebærer. Har man taget højde for i kontrolbuddet, som var marginalt mindre end Falcks bud, om Frederiksborg Brand og Redning bare kan overtage de nuværende brandstationer og forvente at brandmandskabet fortsætter i Frederiksborg Brand og Redning? Har man taget højde for den budgetsikkerhed, som Falck har tilbudt?”, spurgte Kint Pedersen i sin tale.
Brandfolk er usikre og frustrerede
”Med hensyn til kommissionsmedlemmernes fulde indsigt og konsekvens i Falcks bud og kontrolbuddet fra selskabet selv, kan jeg have min tvivl. Dette bygger jeg bl.a. på, at dagen efter at Gribskovs borgmester havde sat sin underskrift på kontrakten fra selskabets kontrolbud, så går han i pressen og bedyrer, at Gribskov Kommune skal ud af denne kontrakt og have deres eget brandvæsen. Ja, man kan undres over, at man dagen efter sit valg af udbyder har en anden mening. Jeg forstår godt brandmændenes usikkerhed og frustrationer over, hvor er vi på vej hen. Samtidig er det påfaldende, at tre af kommissionens borgmestermedlemmer ikke skal fortsætte og ikke skal stå på mål for deres handling. Det lugter lidt af manglende viden og interesse, så jeg har forhåbning om, at det nye byråd kommer vores brandmænds frustrationer og usikkerhed til undsætning. Men det er min egen holdning, som jeg bygger på 47 års erfaring inden for brand og redning, heraf de sidste 25 år som leder, med kendskab til kommunalt samarbejde gennem mange år”, sagde Kint Pedersen.
Samtidig rettede brandstationsleder en hård kritik mod det nye beredskab: ”Når man ser tilbage på, hvad det nye selskab, Frederiksborg Brand og Redning, i det første år har bidraget med for at styrke et godt beredskab i Gribskov Kommune, så er jeg og brandmændene meget skuffet over indsatsen. Det, som blev lovet, er ikke blevet indfriet. Vores holdledere fik ikke den lovede uddannelse, til trods for at de nu står uden indsatsleder på mange opgaver, ny IT til kort over brandhaner kom aldrig, og værst af alt udskiftede man vores gode og funktionelle radioer til nogle gamle brugte, som kun har givet os store problemer med kommunikationen på uhelds- og brandsteder. Vi er godt nok lovet nye radioer i januar måned – det er så kun ½ år vi har kæmpet denne kamp – men samlet set har vi mistet tilliden til Frederiksborg Brand og Redning, og især den øverste myndighed, kommissionen.
Ønsker ikke at fortsætte i beredskabet
Kint Pedersen afsluttede sin tale med en personlig meddelelse:
”Jeg ved godt, at I er blevet lovet at fortsætte på samme vilkår fra januar 2019 og et stykke tid fremover, og da I er brandmænd med stort B og hjertet på rette sted, har jeg fuld forståelse for, at I går med over i det nye selskab. Man kan så håbe på, at tilliden til Frederiksborg Brand og Redning kan genoprettes i løbet af det nye år og at opgaven for jer fortsat skal udføres fra brandstationen på Frederiksborgvej 50, så I kan nå at møde inden for de fem minutter, samt at I bliver tilfredse med Jeres nye arbejdsgiver. Som I sikkert kan udlede af min tale, er 2018 sidste år for mig som leder og brandmand i Helsinge, da jeg ikke ønsker at fortsætte som ansat i Frederiksborg Brand og Redning”.