Staten vandt sag om SINE-udbud

Staten skal ikke betale erstatning til den sønderjyske Hans Damm-koncern, selv om en lov medførte, at Hans Damm ikke som forventet kunne få kommuner og regioner som kunder på koncernens TETRA-netværk. Det har Højesteret nu slået fast, og dermed er der faldet endelig dom i to af de tre sager, som er anlagt om SINE-udbuddet.

IT- og Telestyrelsen udstedte i 2001 to tilladelser baseret på TETRA-teknologi til at etablere og drive radionet. Den ene tilladelse angik særligt nød- og beredskabskommunikation (nød- og beredskabsbåndet), og den anden tilladelse angik særligt andre områder (civilbåndet). Hver af tilladelsesindehaverne havde ret til at konkurrere om kunder i begge bånd. Et datterselskab til Hans Damm Research A/S erhvervede i 2003 tilladelsen til civilbåndet.

Økonomistyrelsen udbød i 2006 en kontrakt om et landsdækkende radionet (SINE), som skulle benyttes af samtlige beredskabsmyndigheder inden for stat, regioner og kommuner vedrørende nød- og beredskabskommunikation. Et andet datterselskab til Hans Damm Research deltog i udbuddet, men fik ikke tildelt kontrakten. Kommuner og regioner blev i 2007 ved en lov (tilslutningsloven) pålagt at anvende radionettet SINE.

Sagens hovedspørgsmål var, om myndighederne på grund af tilslutningsloven eller SINE-udbuddet var erstatningsansvarlige for de udgifter, som Hans Damm Research havde afholdt i forbindelse med udbygning af et radionet i henhold til tilladelsen fra 2001 som følge af, at SINE fjernede mulighederne for Hans Dam Research for konkurrence med hensyn til nød- og beredskabskunder.

Højesterets flertal (5 af 6 dommere) fastslog, at myndighederne ikke var erstatningsansvarlige. Flertallet udtalte, at 2001-tilladelsen hverken indebar en ret til et vist kundegrundlag eller nogen begrænsning af statens handlemuligheder som kunde. Tilladelsen indebar således ikke nogen begrænsning i muligheden for, at alle de statslige beredskabsmyndigheder kunne blive kunder i et fælles net sammen med andre kunder med tilknytning til det samlede beredskab.

Landsretten var kommet til samme resultat, og både Østre Landsret og Københavns Byret har i to andre sager om SINE-udbuddet frifundet myndighederne for erstatningskrav. Med dommen er myndighederne nu blevet endeligt frifundet i to af de tre sager. Der verserer stadig en enkelt sag ved Østre Landsret om SINE-udbuddet (Nethleas-sagen), og den skal behandles i august 2015.

Annonce