Spareplan koster fire brandfolk jobbet

Google Maps
Brandstationen i Næstved

Fire brandfolk står til fyring, efter at Næstved Kommune har besluttet at spare 1 mio. kr. på beredskabet ved at nedlægge ordningen med en holdleder på døgnvagt på Næstveds brandstation. ”Det er en trist dag for borgerne”, siger tillidsmand Carsten Hansen, som mener, at det nu er slut med et robust og professionelt redningsberedskab i Næstved.

Næstved Kommune har i sit budget for 2017 forudsat, at bidraget til det fælleskommunale Midt- og Sydsjællands Brand og Redning reduceres med i alt 1 mio. kr. Derfor var beredskabet blevet bedt om at komme med forslag til reduktioner af serviceniveauet i den del af beredskabet, som betjener Næstved Kommune.

Nu har politikerne i Næsted så lagt sig fast på, at besparelsen skal findes ved at nedlægge ordningen med en holdleder på døgnvagt på brandstationen i Næstved. Den ordning blev indført i 2012, efter at der havde været store problemer med at rekruttere nok deltidsbrandfolk. Ordningen sikrer, at der døgnet rundt er en holdleder til rådighed, således at holdlederen ikke skal være det forsinkede led ved udrykninger, da autosprøjten først kan afgå, når en holdleder er mødt.

Da holdlederordningen blev indført i 2012, var det kun 57 pct. af udrykningerne i Næstved, som overholdt kravene til bemanding og afgangstid. I 1. kvartal 2016 var det 94 pct. – og der manglede ikke holdleder på nogen udrykninger.

Uddanner otte nye holdledere

Beslutningen betyder, at fire af de fem beredskabsmestre, som i dag besætter vagten, mister deres job. Dem femte fortsætter i beredskabet for at løse de indtægtsdækkede aktiviteter, som i dag varetages af vagthavende holdleder.

Det giver en besparelse på 1,7 mio. kr., hvorfra dog skal trækkes de ca. 58.000 kr., som otte nye deltidsholdledere skal have i honorar og timebetaling. Desuden vil deres uddannelse koste et engangsbeløb på ca. 485.000 kr. De otte holdledere svarer til to for hvert af de fire vagthold, som deltidsbrandfolkene i Næstved er opdelt i.

Tillidsmand: En trist dag for borgerne

Carsten Hansen, der er tillidsrepræsentant for de fuldtidsansatte brandmænd ved Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, betegner besparelsen som trist. Han hæfter sig ved, at borgmester Carsten Rasmussen i debatten har udtalt, at indførelse af holdleder på døgnvagt i 2012 var for ambitiøst.

”Jeg må på baggrund af dette konkludere, at Næstved Kommunes ambitionsniveau er at holde sig under lovgivningens minimumskrav, idet problematikken med rekruttering og fastholdelse af deltidsansatte ikke er blevet mindre siden 2012 – tværtimod. Borgerne i Sjællands næststørste kommune uden for Storkøbenhavn, med kommende store byggeprojekter og motorvej, vil desværre derfor opleve en væsentlig stigning i fremtidige responstider, herunder risiko for at 1. udrykningen ikke kan afgå pga. manglende holdleder”, siger Carsten Hansen.

”Det er en trist dag for borgerne i Næstved Kommune. Vi har forsøgt at beskrive konsekvenserne konstruktivt og sagligt i vores indsendte bilag til sagsfremstillingen, men må desværre konstatere, at politikerne end ikke har gjort sig den ulejlighed at læse dem. 126 års tradition for et robust og professionelt redningsberedskab i Næstved er slut”, siger tillidsrepræsentanten.

Annonce