Et troværdigt vidne mod et måske uprofessionelt udført stykke politiarbejde. Sådan så situationen ud, da brandmand Peter Brinch Finnedal fra Sorø Brandvæsen torsdag klokken 10.35 forlod retten i Slagelse. Han troede, han ville træde ud af lokalet med en afgørelse på den sag, der har hængt over hans hoved siden den 8. maj 2006: Den dag, han forulykkede i Sorø med en tankvogn under udrykning. Men bødesagen om overtrædelse af færdelsloven blev udskudt på grund af manglende tid.
Der var kun afsat 30 minutter til retssagen, der i forvejen er snart to år gammel – til trods for at retssekretariatet i Næstved vidste, der skulle afgives forklaring i en kompliceret færdelssag, og at også to vidners forklaring skulle høres, skriver Dagbladet. Klokken 10.30 valgte dommer Elsebeth Frigast Larsen derfor at sende de to indkaldte vidner hjem igen med beskeden om, at de ville blive indkaldt en anden dag.
Samtidig fik anklagemyndigheden klar besked om at møde til næste retsmøde med en forklaring på, hvorfor der ikke er lavet en køreteknisk undersøgelse af den forulykkede tankvogn, der væltede på Holbækvej i Pedersborg og kurede cirka 60 meter over i modsatte kørebane. Tankvognen fra Sorø Brandvæsen sluttede sin rutsjetur halvt inde over cykelstien. Mirakuløst ramte tankvognen hverken biler, cyklister eller passagerer, men chaufførens kollega i bilen, brandmand Max Petersen, kom til skade ved ulykken.
Sagen er nu udsat til tidligst september-oktober 2008, fordi et norsk vidne til ulykken skal afhøres i en retssal i Norge. Det forsinker processen, forklarede dommeren under retsmødet.