Sønderjylland får fælles beredskab uden Sønderborg – men døren holdes åben

Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev. Arkivfoto: Beredskabsstyrelsen

De tre byråd i Tønder, Aabenraa og Haderslev har nu godkendt etableringen af et fælles beredskab, Brand & Redning Sønderjylland. De tre kommuner fortsætter efter sommerferien arbejdet med at etablere det nye selskab, der formelt bliver en realitet pr. 1. januar 2016. Døren holdes åben for Sønderborg Kommune, der har forkastet det aftalegrundlag, som de tre andre kommuner nu har vedtaget.

Som hjemsted for det nye selskab har kommunerne valgt at pege på Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev.

”Dette vil nu skulle drøftes nærmere med Beredskabsstyrelsen med henblik på at få klarlagt mulighederne for i Sønderjylland at skabe Danmarks største beredskabsfaglige miljø”, siger borgmester H.P. Geil, Haderslev Kommune.

Skolen i Tinglev uddanner, som den eneste skole i landet, operative ledere til det samlede danske beredskab. Skolen råder over 50 fastansatte og Nordeuropas største øvelsesanlæg inden for denne særlige branche samt indkvarteringsmuligheder for op i mod 80 personer.

”Vi vil kunne få et meget stærkt fagligt miljø og ved at lave et strategisk partnerskab med Beredskabsstyrelsen vil der kunne sikres en beredskabsfaglig meget stor klynge i Sønderjylland til gavn for regionen. Hertil kommer, at et samarbejde med Beredskabsstyrelsens kaserne i Haderslev også vil kunne være en positiv effekt af samarbejdet”, siger H.P. Geil.

Med konstruktionen sikres de frivillige brandværn fortsat en bærende rolle. Derudover vil selskabet fortsat understøtte de lokale byggemyndigheder med brandteknisk vejledning med udgangspunkt fra de lokale rådhuse.

Sønderborg kan stadig nå at komme med

Sønderborg byråd har den 24. juni 2015 forkastet det forelagte aftalegrundlag, mens Haderslev, Aabenraa og Tønder altså nu har vedtaget aftalegrundlaget.

”Døren er fortsat åben for Sønderborg, og dermed deltagelse i det kommende fællesskab”, siger H.P. Geil.

Annonce