I Deloittes budgetanalyse lægges der op til, at en række effektiviseringstiltag vil kunne give besparelser på mellem 400 og 500 mio. kr. om året på det danske redningsberedskab. Det svarer til næsten en tredjedel af beredskabets samlede budget, men Socialdemokraternes forsvarsordfører, Bjarne Laustsen, har ikke fantasi til at forestille sig, at der kan spares så meget på landets beredskaber. Danmark har nemlig allerede et prisbilligt beredskab, siger Bjarne Laustsen.
Aalborgs beredskabschef, Jørgen Pedersen, har tidligere betegnet Deloittes beregninger som helt ude i hampen, og Bjarne Laustsen er tilbøjelig til at give ham ret.
”Vi har et meget prisbilligt beredskab i Danmark. Vi ligger væsentligt under, hvad de andre skandinaviske lande bruger. Det skyldes først og fremmest, at brandfolkene ikke bare sidder og venter på en brand, men laver alt muligt andet fornuftigt i ventetiden”, siger Bjarne Laustsen til P4 Nordjylland. Den socialdemokratiske forsvarsordfører tilføjer, at han ikke har fantasi til at forestille sig, at der kan spares knap en tredjedel på landets beredskaber.
Beredskabschef Jørgen Pedersen forudser længere udrykningstider, hvis ansvaret for beredskabet flyttes fra de enkelte kommuner til 5-12 centrale, statslige enheder, som Deloitte foreslår i de mest vidtgående modeller for en fremtidig struktur. Og Bjarne Laustsen forstår godt, at beredskabscheferne er bekymrede og gerne vil høres, inden der træffes så afgørende beslutninger. ”Vi har lavet et midlertidigt forlig og vil nu drøfte med hinanden, om vi vil have et beredskab som beskrevet i analysen”, siger Bjarne Laustsen.