Hvis det står til Socialdemokraterne, så skal ansvaret for beredskabet i kommunerne fremover placeres hos kommunernes tekniske direktører. Det foreslår partiet i sit oplæg til de kommende beredskabsforhandlinger. Socialdemokraterne ønsker også, at Hjemmeværnet får en langt mere central placering i beredskabet, så Hjemmeværnet i større omfang løser beredskabsopgaver – og målretter uddannelse og træning til at løse beredskabsopgaver.
Socialdemokraterne har i dag fremlagt partiets udspil forud for de kommende forhandlinger om fremtidens beredskab i Danmark. Den nuværende aftale udløber med udgangen af 2006. “Den nuværende aftale har skabt et godt grundlag for de udfordringer et moderne beredskab står over for, men der er behov for at sikre koordinationen mellem de mange aktører der er involveret i beredskabet og sikre en klar fastlæggelse af ansvar”, siger Socialdemokraternes forsvarsordfører, Per Kaalund. Socialdemokraterne lægger vægt på, at den kommende beredskabsaftale kommer til at bygge på et bredt politisk flertal.
Socialdemokraternes udspil indeholder en række konkrete forslag. Et af hovedpunkterne er formel inddragelse af flere frivillige i beredskabet. “Vi så i forbindelse med den store fyrværkeriulykke i Seest, hvor vigtige de frivillige er i beredskabet. Men der er brug for en langt bedre koordinering, og derfor skal de frivillige indskrives i beredskabsplanerne i kommunerne. Men der er behov for flere frivillige, og derfor bør Hjemmeværnet og Beredskabsforbundet lave fælles informations- og rekrutteringskampagner for flere frivillige”, siger Per Kaalund. Partiet foreslår at Hjemmeværnet i større omfang anvendes ved beredskabsmæssige indsatser, og at Hjemmeværnets uddannelser og træning i højere grad målrettes beredskabsopgaver. For at sikre koordinationen og undgå overlap mellem Beredskabsforbundets og Hjemmeværnets indsatser, skal der afholdes samråd mellem de to organisationer og eventuelt indgås samarbejdsaftaler.
Socialdemokraterne lægger også op til et større fokus på sikkerhed ved de danske badestrande. “Vi har desværre set en række drukneulykker ved de danske strande de seneste år. Derfor bør de mest besøgte badestrande i højsæsonen udstyres med kystlivreddere”, siger Per Kaalund. Socialdemokraterne foreslår også, at der iværksættes et udredningsarbejde for at undersøge behovet for en kystbevogtningstjeneste i Danmark. Formålet med en kystbevogtning vil være, at skabe større sammenhæng mellem de mange myndigheder med ansvar og opgaver til søs. Opgaverne er mangfoldige, eksempelvis fartøjskontrol, toldopgaver, bistand til politiet, håndhævelse af søloven og miljøloven, fiskerikontrol, miljøopgaver, redningsopgaver m.v.
Socialdemokraterne mener, at at forsvarsministeren skal give Folketinget en årlig redegørelse om beredskabet. På samme måde skal kommunerne løbende tage stilling til sikkerhed og beredskab i kommunen og minimum én gang årligt afgive en redegørelse til kommunalbestyrelsen.
Det daglige ansvar for beredskabet i den kommunale organisation skal ifølge Socialdemokraterne forankres på højt niveau, f.eks. hos den tekniske direktør i kommunen. Udover det kommunale beredskab er det nødvendigt med samarbejde på tværs af kommunegrænserne, ligesom der til relevante indsatser i højere grad skal gøres brug af materiel og mandskab fra Beredskabsstyrelsens kommunale støttepunkter. Der bør desuden foretages en analyse af brugen af støttepunkterne, så der sikres en optimal brug af de ressourcer, kommunerne har til rådighed. Det er ikke holdbart at det primært er kommunerne, hvor støttepunkterne er placeret, der trækker på assistance fra støttepunkterne. De kommunale støttepunkter er ment som en ressource for alle landets kommuner. Derfor foreslår Socialdemokraterne, at muligheden for anvendelse af støttepunkterne skrives ind i de kommunale beredskabsplaner.
Derudover lægger partiet op til en samlet aftale om fælles radiokommunikation på tværs af beredskabets forskellige aktører, en styrkelse af den humanitære indsats, en kommission til undersøgelse af større ulykker til lands på samme måde som havarikommissionen samt en række andre tiltag.