Slut med kombineret brand-, ambulance- og politistation

Indtil sidste år var hele beredskabet i Odder samlet på en kombineret brand-, ambulance- og politistation. Men sidste sommer flyttede politiet til en ny nærpolitistation, og fra månedsskiftet flytter Region Midtjyllands ambulancer også til deres egen station. Dermed er Østjyllands Brandvæsen fremover den eneste bruger af stationen på Rådhusgade.

Oprindeligt var stationen på Rådhusgade en kombineret brandstation for Odder Brandvæsen og redningsstation for Falck. Da Falck mistede ambulancekørslen til Responce, rykkede Responce i stedet ind på stationen. Den manøvre gentog sig, da Region Midtjylland hjemtog ambulancekørslen. Regionen har lejet to garager, to soverum og en opholdsstue.

Også Østjyllands Politis nærpolitistation havde i en periode lokaler på stationen, men i forbindelse med en mindre reform af nærpolitiet rykkede denne station i august 2021 fra brandstationen til det lokale rådhus.

Nu er turen så kommet til ambulancerne, der ved månedsskiftet flytter til en ny station på Rønhøjvej 7. Her får ambulanceredderne noget bedre faciliteter, da de fire soverum er placeret i niveau med garagerne – og ikke, som på den nuværende station, i kælderen. Desuden undgås støj fra jernbanen, og udkørselsforholdene bliver også bedre. At der er flere soverum, giver også bedre forhold, når vagtcentralen som led i forkantsdisponering sender en ekstra ambulance til Odder.

Annonce