Mandag var F-dag på Bernstorff Slot. F for flyttedag, farvel til slottet og første skridt hen imod fremtidens beredskabsuddannelser. I baggrunden stod flyttekasserne klar til at blive pakket og sendt videre, men først skulle den sidste officielle dag for Beredskabsstyrelsens – og redningsberedskabets – uddannelser og kurser på Bernstorff Slot markeres.
Efter næsten 70 år med beredskabsuddannelser på slottet nord for København flytter styrelsen nu sine uddannelsesaktiviteter til nye rammer. Derfor var samarbejdspartnere fra bl.a. redningsberedskabet, politiet og forsvaret inviteret til en reception, hvor også mange nuværende og tidligere ansatte var mødt op for at udveksle minder, oplyser Beredskabsstyrelsen.
Beredskabsstyrelsens direktør, Frederik Schydt, startede også med at runde fortiden, da han tog ordet og talte til forsamlingen. Men han valgte dog at spare gæsterne for en længere historisk gennemgang af slottet og beredskabets fælles historie. I stedet brugte han primært sin tale til at fokusere på fremtiden. “Fraflytningen af Bernstorff Slot er et led i en større omlægning, der skal styrke uddannelsesvirksomheden i Beredskabsstyrelsen og sikre en robust og fremtidsorienteret uddannelsesstruktur. De beredskabsfaglige uddannelser hører altså ikke op, men fremover vil de blive udbudt i nye rammer, og skal man sætte udviklingen på slagord, må det være: Større fleksibilitet, større effektivitet og endnu mere ansvarlig omgang med skatteydernes penge”, lød det fra Beredskabsstyrelsens førstemand.
Omlægningen af uddannelsesaktiviteterne betyder bl.a., at der bliver oprettet en ny kursusenhed i Beredskabsstyrelsens kontor for uddannelse, og samtidig bliver indsatslederuddannelsen forlænget fra tre til syv uger og samlet på styrelsens tekniske skole i Tinglev. Indtil nu er en del af denne uddannelse foregået på Bernstorff Slot. Herudover bliver andre kurser flyttet til forsvarets og hjemmeværnets kursusejendomme og til styrelsens højskole i Snekkersten, der skifter status fra en selvstændig skole til et kursuscenter.
Målet er at et mere effektivt og fleksibelt udbud af uddannelser og kurser – og også flere af slagsen, fortalte Frederik Schydt. “Vi forventer ikke, at fraflytningen fra Bernstorff Slot kommer til at betyde, at der bliver udbudt færre kurser. Tværtimod forventer vi, at den samlede omlægning vil bidrage til at skabe endnu flere aktuelle og relevante uddannelsesaktiviteter til gavn for alle dele af redningsberedskabet og vores samarbejdspartnere – både nationalt og internationalt”, sagde Frederik Schydt fra talerstolen.