Slagelse og Sorø vil investere 19 mio. kr. i nye køretøjer

Når Sorø Kommune ved årsskiftet forlader Vestsjællands Brandvæsen, så indleder Slagelse og Sorø kommuner et beredskabssamarbejde. Allerede nu har de to kommuner dog igangsat et fælles udbud af nye køretøjer til en anslået værdi af i alt 19 mio. kr. Det drejer sig om tre sprøjter, en drejestige, et redningskøretøj og en tankvogn.

På vegne af de to kommuner vil Slagelse Brand og Redning i første omgang prækvalificere tre firmaer til at byde på leverancen af seks køretøjer, som er fordelt på to delaftaler.

Den første delaftale omfatter tre sprøjtekøretøjer til en anslået værdi af 9 mio. kr. Udbuddet omfatter også to optioner på hhv. levering, montering og indretning af materiel fra pakningsliste samt levering, montering og indretning af vandkanon.

Den anden delaftale omfatter en drejestige, et redningskøretøj og en tankvogn til en anslået værdi af 10 mio. kr. Også her er der en række optioner, som omfatter levering, montering og indretning af materiel fra pakningsliste samt – for drejestigen – levering, montering og indretning af et system til forsyning af åndedrætsluft til redningskurven, og – for redningskøretøjet – levering, montering og indretning af system til vandforstøvning (dyser) og – for tankvognen – levering, montering og indretning af dysesystem under køretøjets bagende.

Slagelse Brand og Redning vil i det kommende udbud vægte kvalitet med 60 pct. og pris med 40 pct.

Der er frist for ansøgning om prækvalifikation den 31. juli 2020.

Annonce