Slagelse Kommune vil indgå kontrakt med Falck om drift af tre brandstationer

Google Streetview
Falck-stationen i Korsør

Falck skal også i de næste seks år drive brandstationerne i Skælskør, Korsør og Ruds Vedby. Slagelse Kommune vil således indgå en ny kontrakt med Falck, som omfatter driften af de tre stationer. Kontrakten har en samlet værdi på 67 mio. kr., og den vil ikke blive sendt i udbud, da kommunen vurderer, at Falck er eneste aktør på det danske marked for brandslukning.

Den nye kontrakt omfatter drift af operativt beredskab i Slagelse, Sorø og Kalundborg kommuner. I Slagelse Kommune er det brandstationerne i Korsør og Skælskør, mens det i Sorø og Kalundborg kommuner er brandstationen i Ruds Vedby.

For Slagelse Kommunes vedkommende indeholder kontrakten en option, hvorefter Falck selv skal stille køretøjer til rådighed for beredskabet og sørge for driften af køretøjerne.

Aftalens ordinære løbetid er seks år, men med optioner på forlængelse i 2 x 1 år. Det vil sige, at aftalen maksimalt kan løbe i otte år. Værdien er 52 mio. kr. for Slagelse Kommunes vedkommende samt 7,4 mio. kr. for hhv. Sorø og Kalundborg kommuner, altså i alt 67 mio. kr.

Slagelse Kommune vurderer, at der er tale om en tjenesteydelse, som kun kan leveres af Falck, ”idet der de facto er monopol-tilstand på det kommercielle marked for levering og drift af det operative redningsberedskab i Danmark. Det skønnes endvidere at markedet ikke pt. viser tegn på et opbrud i monopol-tilstanden”, som kommunen udtrykker det. Såfremt der ikke indgives klage over den påtænkte kontraktindgåelse inden udløbet af en standstill-periode på 10 dage, vil Slagelse Kommune derfor indgå kontrakten med Falck.

Annonce