Skarp kritik af Falck-indsats ved storbrand

I et læserbrev i den lokale avis retter to repræsentanter for brandfolkene i Tølløse Kommunale Brandvæsen en usædvanlig skarp kritik mod Falcks indsats ved en større brand. Tølløse Brandvæsen blev i august kaldt til assistance for Falck i Holbæk ved en brand på en fabrik i Vipperød, syd for Holbæk.

Det er i forbindelse med denne assistance, at Tølløse-brandfolkene mener at der var en række problemer med Falcks indsats. Kritikken går især på, at Falck ikke mødte med nok brandfolk. Falck i Holbæk deltog med to slukningstog, der ialt skal bemandes med 14 mand, men Tølløse-brandfolkene mener kun, at der var ca. 10 brandfolk på brandstedet. Endvidere fremhæves det, at der ikke var etableret tilstrækkelig vandforsyning, at der ikke var etableret arbejdsbelysning, at der ikke var indsat tilstrækkeligt røgdykkere samt at der ikke var et ordentligt samarbejde mellem Falcks indsatsleder, holdleder og brandfolk.

Endvidere måtte Tølløse Brandvæsen stille trykluftflasker til rådighed for Falck, og da en jernskydedør skulle åbnes måtte man anvende Tølløse Brandvæsens frigørelsesværktøj, fordi Falcks værktøj ikke var tilstrækkeligt.

Tølløse-brandfolkene mener, at de mange problemer skyldes mangel på motivation, initiativ og faglig stolthed hos Falcks personale, og man konkluderer på den baggrund, at Tølløse er bedst tjent med at bevare det kommunale brandvæsen, i stedet for at overlade brandslukningen til Falck, som der er planer om.

Kritikken fra Tølløse får imidlertid en hård medfart. “Jeg er dybt chokeret. Det, de siger, er ganske enkelt løgn. Jeg har aldrig oplevet, at et brandvæsen kritiserer et andet på den måde i de 30 år, jeg har været i Falck”, siger divisiondirektør Erik Falck til den lokale avis. “Det her handler om, at Tølløse Brandvæsen er bange for, at det bliver nedlagt, og det er uhørt at de sviner os til på det grundlag”.

I en redegørelse skriver Erik Falck, at de to slukningstog var bemandet med hhv. otte og seks mand, og at der senere kom yderligere to mand fra Falck i Holbæk til brandstedet. Endvidere deltog fire mand fra det frivillige beredskabs akutenhed. Dermed har Falck levet op til kontrakten med Holbæk Kommune og Indenrigsministeriets bekendtgørelse om udrykningens sammensætning. På baggrund af en intern undersøgelse mener Falck ligeledes, at arbejdet på brandstedet fungerede uden problemer, og at der på intet tidspunkt manglede hverken vand eller lys.

Holbæk Kommunes beredskabskommission har fået forelagt Falcks log for indsatsen, der dokumenterer, at der deltog nok brandfolk. “Vi har hørt båndoptagelser af kommunikationen fra brandaftenen, og der er intet at udsætte på Falcks indsats”, siger borgmester Jørn Sørensen, der er formand for beredskabskommissionen, endvidere til Venstrebladet.

I en kommentar til kritikken skriver tre tillidsmænd fra Falck bl.a. “Man kan filosofere en smule over forklaringen på, hvorfor der er ufred i verden, når man ser, hvilke magtmidler mennesker vil bruge for at forsvare ideologier om, hvilket navn der skal stå på ryggen af en brandmand, der slukker 50 brande om året”.

Annonce