For at styrke brandforebyggelsen i Danmark opslår Beredskabsstyrelsen og Roskilde Universitet to ph.d.-stipendier om effekter af forebyggelseskampagner inden for brandområdet. Det skal bidrage til en bedre og mere kvalificeret viden om, hvilke typer af kommunikative forebyggelsesinitiativer der virker bedst på brandområdet.
I 2012 var der 14.845 udrykninger til brande i Danmark, og i perioden 2008-2012 omkom mellem 64 og 91 personer i brande pr. år. Hertil kommer de mange mennesker, som kommer alvorligt til skade i forbindelse med brande, og et årligt tab af værdier for tre milliarder kroner. For at styrke brandforebyggelsen skal forskning nu analysere virkningen af kampagner på området, oplyser Beredskabsstyrelsen.
I et samarbejde mellem Beredskabsstyrelsen og Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (CBIT) ved Roskilde Universitet (RUC) opslås to ph.d.-stipendier, der skal bidrage til en bedre og mere kvalificeret viden om, hvilke typer af kommunikative forebyggelsesinitiativer der virker bedst på brandområdet.
Fokus skal dels være på at undersøge, hvilke forebyggelsesinitiativer, der har den største præventive virkning i forhold til forskellige målgrupper, dels på at klarlægge, hvilke ressourcer de enkelte forebyggelsesinitiativer kræver set i forhold til deres gennemslagskraft.
Studierne skal lede frem til konkrete og brugbare resultater, som umiddelbart lader sig implementere i det videre forebyggelsesarbejde og i udviklingen af nye forebyggelsesinitiativer, der er knyttet til Beredskabsstyrelsens myndighedsområde, dvs. først og fremmest brandforebyggelse.
Stipendierne vil indgå i forskningscenteret Magt, Medier og Kommunikation (MMK), der danner rammen om et af RUC’s forskningsmæssige satsningsområder. MMK kan tilbyde faglighed omkring forskellige forebyggelsesinitiativer via kommunikation, målgruppeanalyse samt udfordringerne ved forebyggelseskommunikation.