Skadeservicefirma opgiver rednings- og miljøopgaver

Et år efter etableringen har Skadeservice Danmark besluttet at opgive sin rednings- og miljøafdeling, som har ydet assistance til myndigheder, beredskaber og forsikringsselskaber i forbindelse med færdsels- og miljøuheld. Skadeservice Danmark vil koncentrere sig om kerneforretningen, og rednings- og miljøaktiviteterne overdrages derfor til et nyetableret selskab.

Skadeservice Danmark etablerede sin rednings- og miljøafdeling i Taulov for et år siden. Der var tale om aktiviteter, som tidligere var blevet varetaget af et andet skadeservicefirma, Nordic Industri- og Skadeservice, der kort tid efter gik konkurs.

Nu har Skadeservice Danmark imidlertid besluttet at tilpasse organisationen og koncentrere sig om kerneforretningen, og derfor har man de seneste måneder forhandlet med rednings- og miljøafdelingens største kunde. Resultatet er blevet, at Skadeservice Danmark nedlægger rednings- og miljøafdelingen og overfører kunder og medarbejdere til et nyt selskab, Nordic Services, som får hovedsæde i Fredericia. Selskabet ledes af Nordic Industri- og Skadeservices tidligere direktør.

Annonce