Skadeservicefirma er gået konkurs

En af de mellemstore aktører på markedet for skadeservice, Nordic Industri & Skadeservice med hovedsæde i Vamdrup, er gået konkurs. Virksomheden har i flere år haft en anstrengt økonomi, hvor især en dårlig likviditet har gjort, at det ikke har været muligt at overholde kreditbetingelserne fra leverandører og SKAT. Efter et 2010, hvor der for første gang i lang tid var sorte tal på bundlinjen, blev situationen atter forværret i år, og i sidste uge afsagde skifteretten i Kolding så konkursdekret over virksomheden.

Nordic Industri & Skadeservices primære arbejdsområde har været skadesbegrænsning i forbindelse med brand- eller vandskader samt miljøuheld. Ifølge virksomhedens egne oplysninger har den løst ca. 2.000 af denne type opgaver om året ved hjælp af 17 køretøjer og 35 medarbejdere. Nordic Industri & Skadeservice har haft hovedsæde i Vamdrup – hvorfra man blandt andet har samarbejdet med beredskabet i Kolding Kommune – samt afdelinger i Langeskov og Sønderborg.

Virksomheden gennemførte en større ekspansion i 2007, hvor bruttofortjenesten blev næsten fordoblet til omkring 10 mio. kr., samtidig med at antallet af medarbejdere steg til 20. I 2008 vendte udviklingen imidlertid, og året endte med et underskud på 2,3 mio. kr. En konsekvens var, at Nordic Industri & Skadeservices likviditet blev så stram, at virksomheden ikke kunne betale regninger, skatter og afgifter til tiden, og derfor blev det en forudsætning for virksomhedens fortsatte eksistens, at både leverandører og SKAT accepterede længere betalingsfrister.

I 2009 blev der iværksat en rekonstruktion af virksomheden, men selv om antallet af medarbejdere blev reduceret fra 23 til 17, var der fortsat røde tal på bundlinjen, og der var oparbejdet en betydelig negativ egenkapital. Samtidig kunne Nordic Industri & Skadeservices revisor påpege, at der var ydet et ulovligt lån til virksomhedens direktion.

Efter de hårde år i 2008-2009 så udviklingen imidlertid ud til at vende i 2010, hvor Nordic Industri & Skadeservice opnåede et overskud på 0,5 mio. kr. Likviditeten var dog fortsat dårlig, og i de første fem måneder af i år havde Nordic Industri & Skadeservice det, som virksomheden selv beskriver som en utilfredsstillende indtjening. Så sent som i juni forventede virksomhedens direktør dog stadig, at 2011 ville resultere i et overskud.

Torsdag i sidste uge var det imidlertid slut. Her afsagde skifteretten i Kolding konkursdekret over Nordic Industri & Skadeservice.

Annonce