Et 2012 og 2013 uden større skybrud og med færre brandskader har sendt Skadeservice Danmark ud i en kamp for overlevelse. Skadeservicefirmaet tabte næsten 11 mio. kr. i 2012, og egenkapitalen i moderselskabet er negativ med hele 79 mio. kr. For at forbedre økonomien er 10 af 14 løsørecentre lukket, og man har sagt farvel til 30 medarbejdere, men alligevel fortæller Skadeservice Danmarks direktør, at selskabet står i en situation, hvor man skal finde ud af, hvordan Skadeservice Danmark skal fortsætte i 2014.
Dagbladet Børsen skriver, at 2013 indtil videre har været et katastrofalt år for Skadeservice Danmark, der lider under tynde ordrebøger. Det kommer efter et 2012, hvor Skadeservice Danmark tabte 10,8 mio. kr., hvorved egenkapitalen i moderselskabet Skadeservice Danmark Holding blev yderligere reduceret. Ved udgangen af 2012 havde moderselskabet således en negativ egenkapital på 79,3 mio. kr.
“Modsat en række af de andre store virksomheder har vi kun et ben at stå på i form af skadeservice. Det gør, at vi er presset på indtjeningen. Vi står i en situation, hvor vi skal finde ud af, hvordan Skadeservice Danmark skal fortsætte i 2014. Der er flere muligheder, men mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt”, siger adm. direktør Henrik Buurskov fra Skadeservice Danmark til Børsen.
Skadeservice Danmark har reduceret antallet af løseørecentre fra 14 til fire på landsplan. Sideløbende har man sagt farvel til 30 fuldtidsansatte.
Fire skadeserviceselskaber er gået konkurs i år.