Sønderjylland har på kort tid fået, hvad der svarer til en halv måneds regn, og det har skabt store oversvømmelser. Efter anmodning fra Sønderborg Kommune afsendes der søndag morgen forstærkninger i form af pumpeenheder fra Nordsjællands Brandvæsen, Østsjællands Beredskab, Hovedstadens Beredskab, Beredskab Øst og Frederiksborg Brand og Redning.
”Vi har behov for yderligere pumpematerial og mandskab til at supplere Sønderborgs Beredskab, og har fundet det naturligt at bede om assistance hos vores kolleger hos andre kommunale beredskaber. Derfor har vi spurgt efter hjælp i de egne, hvor regnen ikke har skabt problemer. Og vi er glade for at vi på den måde kan hjælpe hinanden i ekstraordinære situationer”, fortæller Bjarne Neermann, der er beredskabschef i Sønderborg.
De sjællandske forstærkninger samles søndag morgen ved Ringsted med forventet ankomst til Sønderborg senest kl. 9.30.
Der afsendes følgende:
- Fra Hovedstadens Beredskab: To holdledere og fire mand. Pumpekapacitet på 18.000 l/minut, (3 stk. a 6.000 l), inkl. slanger og generator. Lastvogn med container og minibus.
- Beredskab Øst: To holdledere og to mand. Pumpekapacitet på ca. 8.000 l/minut, (9 stk. af 900 l), inkl. generator og 450 m. A-slange. Følgeskadevogn og slangetender.
- Østsjællands Beredskab: En holdleder og seks mand. Pumpekapacitet 14.000 l/minut (sprøjte med lænsepumpe på 5.000 l samt 5 stk. mindre på 1.500 l), inkl. slanger og generator. Autosprøjte, to busser og to trailere.
- Nordsjællands Brandvæsen: En holdleder og fem mand. Pumpekapacitet 12.000 l/minut. Tanksprøjte og et større antal mindre dykpumper på trailer (300-1.200 l).
- Frederiksborg Brand og Redning: To holdledere og syv mand. Pumpekapacitet og køretøjer ikke endelig tilbagemelding endnu.
”Alt i alt sender vi 24 mand og en anslået pumpekapacitet 70.000 l/min., samt mere end 12 køretøjer. Og det kan jo lige passe andet. Selvfølgelig skal vi koordinere indsatserne i Danmark”, fortæller Rasmus Storgaard, der er beredskabsdirektør for Beredskab Øst – og som har brugt store dele af 2. juledag på at få klargjort forstærkninger til Sønderjylland. ”Sådan er det selvfølgelig. For næste gang kan det være, at det er os der har behov for opbakning. Her er det betryggende at være en del af et altid beredt fællesskab”, siger Rasmus Storgaard.
Også Beredskabsstyrelsen deltager i kampen mod oversvømmelserne. Søndag morgen har styrelsen således indsat 139 mand, 50 køretøjer og 80 pumper, primært i Sønderjylland, men også bl.a. i Hedensted og på Fyn.