Sidste chance for afskydning af fyrværkeri

På søndag har du sidste chance for at bruge resterne af dit fyrværkeri – med mindre du vil gemme det til næste nytår eller vælger at aflevere det på genbrugsstationen. Hvis du vælger at gemme resterne af nytårsfyrværkeriet, skal du huske, at du højest må opbevare 5 kg NEM (netto eksplosiv mængde) i dit hjem. 

NEM-vægten kan du altid se på dit fyrværkeri.

Fra Københavns Brandvæsen lyder rådet, at fyrværkeri opbevares bedst, når det lægges i en lukket kasse, hvor:

  • Børn ikke kan få fat i det.
  • Det ikke kan blive vådt.
  • Der ikke er elektriske apparater og varmeapparater lige ved siden af kassen.

Det sikreste er dog, at smide fyrværkeriet ud. Du skal bare huske, at det ikke må komme ned i affaldsspanden sammen med dit normale affald. Når du vil af med dit ubrugte fyrværkeri, skal det i stedet afleveres på den nærmeste genbrugsstation.

Vær forsigtig ved transport af fyrværkeri

Hvis du kører i din egen bil med fyrværkeriet, skal du huske, at du højest må køre med 5 kg NEM. Fyrværkeri er nemlig farligt gods, fordi det er eksplosivt. Derfor skal fyrværkeri omgås med forsigtighed, også når det transporteres, og du må ikke have andet farligt gods i bilen. Husk at efterlade din reservedunk med benzin derhjemme, hvis du normalt kører rundt med den i bagagerummet.

Du må kun fyre nytårsfyrværkeri af i december og nogle få dage i starten af januar. Hvis du alligevel vil have fyrværkeri ved en festlig lejlighed efter den 5. januar og inden den 1. december, så skal du alliere dig med en uddannet fyrværker. De er nemlig de eneste, der lovligt kan fyre nytårsfyrværkeri af uden for nytårssæsonen. De er også de eneste, der må bruge det helt store, professionelle fyrværkeri.

Annonce