Sender indkøb af 12 drejestiger i nyt udbud

Arkivfoto

Hovedstadens Beredskab og Nordjyllands Beredskab har valgt at sende en stor rammeaftale, der omfatter indkøb af op til 12 drejestiger, i et nyt udbud. Udover chassis og stigeopbygning omfatter rammeaftalen også tilkøb af reservedele til de drejestiger, der anskaffes på rammeaftalen. Værdien anslås til 70 mio. kr. – eller 20 mio. kr. mere end ved første udbud.

Rammeaftalen på drejestiger til Hovedstadens Beredskab og Nordjyllands Beredskab blev oprindeligt sendt i udbud i november 2021, men nu gennemføres altså et genudbud.

Det maksimale antal drejestiger, der kan anskaffes på rammeaftalen, er 12, men antallet er kun anslået, og der er således ikke nogen garanti for, at de to beredskaber køber et bestemt antal drejestiger i rammeaftalens løbetid.

Udover levering af chassis og opbygninger af drejestigerne indeholder rammeaftalen som nævnt også tilkøb af reservedele til opbygningerne i relation til de drejestiger, der anskaffes på rammeaftalen. Det gælder i hele drejestigernes levetid, som er fastsat til 15 år.

Ved vurdering af tilbuddene vil funktionalitet vægte 35 pct., kvalitet vil vægte 35 pct. og pris vil vægte 30 pct.

Rammeaftalen får som udgangspunkt en varighed på fire år, men med mulighed for at forlænge med yderligere to år, da det er forbundet med betydelige økonomiske, tekniske og personalemæssige omkostninger for beredskaberne at uddanne personale til forskellige stigetyper, vedligeholde af disse samt at operere med forskellige reservestiger.

Der er tilbudsfrist den 13. april 2022.

Annonce