Hvert år omkommer lidt flere end 80 mennesker i Danmark i dødsbrande. Det tal kunne være en del lavere. Forebyggelse og lovgivning kan redde mange liv i fremtiden, hvis viljen er til stede. Disse konklusioner kan man blandt andet udlede af rapporten ”Dødsbrande i Danmark 2000-2005,” som Beredskabsstyrelsen netop har offentliggjort.
Rapporten indeholder en gennemgang og analyse af dødsbrande i Danmark i den omtalte periode. Rapportens forfattere påpeger, at der er opstået flere tekniske løsninger, som kan bidrage til at undgå dødsbrande. En af dem er at indføre selvslukkende cigaretter, oplyser Beredskabsstyrelsen.
“Rygning er hovedårsagen til dødsbrande i Danmark. Studier og erfaring tyder på, at man kan undgå mange branddøde ved at indføre selvslukkende cigaretter. De går nemlig ud, inden de når at starte en brand”, siger chefkonsulent Martin Reland fra Beredskabsstyrelsens kontor for Statistik og Analyse.
“Hvis man kan redde ti liv om året i Danmark, kan jeg kun opfordre til, at man får undersøgt mulighederne for at introducere selvslukkende cigaretter på det europæiske marked. Ligesom man har gjort i visse amerikanske stater og i Canada”, lyder det fra Martin Reland. Sagen om selvslukkende cigaretter ligger i øjeblikket på EU-Kommissionens bord i Bruxelles.
Rapporten viser også, at ofrene for dødsbrande ofte er ældre, socialt marginaliserede eller andre ressourcesvage personer. Derfor slår rapporten fast, at en reduktion af antallet af omkomne i brand kræver en social- og sundhedsmæssig forebyggelsesindsats over for risikogrupperne.
“Her handler det i mange tilfælde om mennesker, som ikke selv har ressourcer til at tilegne sig viden eller brandforebyggende udstyr. Det kan for eksempel være ældre, der mangler en brandalarm i hjemmet. Derfor skal kommuner, interesseorganisationer og alle andre relevante aktører på banen i en bred forebyggende indsats”, siger Martin Reland.