Indsatspersonellet fra Seest er en robust gruppe personer, som til trods for ekstreme oplevelser har relativt få alvorlige psykiske eftervirkninger. Det viser en netop afsluttet psykologisk undersøgelse. Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet er i gang med flere videnskabelige undersøgelser af de psykosociale konsekvenser af fyrværkerikatastrofen den 3. november 2004. Den anden er netop afsluttet og handler om den psykosociale påvirkning af de professionelle fra politiet, brandvæsener, forsvaret og redningsberedskabet ca. fem måneder efter katastrofen.
Fyrværkerikatastrofen var en lokalsamfundskatastrofe, som Danmark ellers ikke har oplevet siden 2. verdenskrig. Samtidig var der tale om en af de største indsatser i Danmark, hvor ca. 800 indsatsfolk deltog i den indledende fase – og hvor sammenlagt over 3.000 medarbejdere assisterede. Fyrværkerikatastrofen og dens konsekvenser er tragiske, men den giver imidlertid en enestående mulighed for at undersøge de psykosociale påvirkninger i forbindelse med en katastrofe.
Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet har undersøgt en lang række faktorer, bl.a. graden af posttraumatisk stress-syndrom, som også benævnes PTSD. Lidelsen er karakteriseret ved plagsomme ”flash backs”, at man er mere hæmmet og tilbagetrukket end tidligere og at kroppen befinder sig i en vedvarende stresstilstand, som medfører, at man overreagerer, er opfarende, irritabel og vred. PTSD er ofte ledsaget af angst og depressive symptomer, hvilket betyder, at lidelsen kan have en langvarig, negativ indflydelse på ens sociale, arbejdsmæssige og personlige liv.
Undersøgelsen af indsatspersonellet tegner et billede af en relativt robust gruppe personer, som til trods for, at de selv har været vidne til store ødelæggelser, menneskelige tragedier og i mange tilfælde selv har været i livsfare, alligevel har relativt få alvorlige psykiske eftervirkninger. Det kan konstateres, at 8,4 % af indsatspersonellet er påvirket af en alvorlig krisetilstand i og med, at de lider af PTSD eller lider af så mange symptomer, at de læner sig op ad denne lidelse. Dette er ifølge undersøgelsen ikke særligt mange, da det nogenlunde svarer til det omfang af alvorlige krisereaktioner, som det antages, at der findes i befolkningen som helhed. Tallet kan endvidere sammenholdes med en tidligere beboerundersøgelse, som viste, at mindst 40 % af Seest-beboerne lider af en alvorlig krisetilstand.
En lang række faktorer har betydning for, hvor påvirket indsatspersonellet er. F.eks. antallet af arbejdstimer, manglende hviletid, manglende forberedelse til indsatsen, egen og andres livsfare, lavt sammenhold/korpsånd samt lav tilfredshed med samarbejdet og ledelsen. Undersøgelsen viser dog tydeligt, at det er den individuelle oplevelse af disse faktorer, som er afgørende. Det betyder, at det ikke er de reelle forhold – f.eks. den objektive grad af livsfare – som er afgørende, men hvordan den enkelte selv oplever forholdene.
Et lidt overraskende fund i undersøgelsen er, at faktorer under og efter indsatsarbejdet kun har begrænset indflydelse på, hvor påvirket indsatspersonellet er. Måske er årsagen til dette, at katastrofens konsekvenser primært er materielle og at der ”kun” er ét dødsfald. I stedet er det personlige og personlighedsmæssige faktorer, som har den største betydning. Det indsatspersonel, som specielt befinder sig i risikogruppen, er karakteriseret ved at have oplevet større livsbegivenheder inden for de sidste seks måneder, og har personlighedsmæssige træk, der kan beskrives som ængstelige, depressive og distancerende. Samtidig har det negativ betydning, såfremt de har svært ved at udtrykke tanker og følelser, og har en generel følelse af lav tryghed og af ikke at kunne kontrollere begivenheder i deres liv.
Undersøgelsens resultater kan bruges som redskab til at vurdere, hvilket indsatspersonel, der efter en hændelse befinder sig i risikogruppen og kan have behov for særlig hjælp. Undersøgelsen peger også på, at det synes muligt og hensigtsmæssigt at udvikle et screeningsredskab, således at det bliver muligt at udpege specielt sårbare personer med henblik på at undgå, at de deltager i belastende indsatsopgaver.
