Beredskabsforbundets Roskilde-kreds samt Roskilde Brandvæsen og sundhedsplejen i Roskilde Kommune har indledt et nyt samarbejde. Det handler om at forebygge ulykker med fokus på de helt små børn. Det vil ske gennem tilbud om forebyggelseskurser til nye familier, hvor man forventer over 200 årlige deltagere.
Forud for fødslen kan førstegangsfamilier i Roskilde Kommune deltage i kurser om både sundhed, pædagogik, økonomi og jura. Og som et nyt tiltag i det alsidige familieforberedelsesprogram vil der fremover også være information om, hvordan man bedst sikrer sin baby mod ulykker i hjemmet – og et tilbud om at deltage i et forebyggelseskursus, hvor frivillige instruktører fra Beredskabsforbundet underviser.
Kredslederen for Beredskabsforbundet i Roskilde, Kenneth Johansen, er glad for samarbejdet. ”Jeg ser det som en af forbundets fornemste opgaver at samarbejde med den kommune vi er i, så vi er rigtig glade for, at dette er blevet en mulighed for os. Og det er kun muligt at skabe disse nye robuste borgere, fordi vi i kredsen har et brandvæsen og en kommune, der støtter os i vores arbejde”, siger Kenneth Johansen.
Også i Roskilde Kommune glæder man sig også over det nye forebyggelsesinitiativ. ”Det er stort at få sit første barn, men det skaber også usikkerhed. Der er rigtig mange ting, der skal tænkes over og tages stilling til. Vi vil gerne hjælpe de nye forældre godt i gang ved at komme rundt om mange af spørgsmålene. Det gælder også de ting, forældrene kan gøre for deres barns sikkerhed derhjemme. Og det er et ekstra plus, at vi kan samarbejde med frivillige i Beredskabsforbundet om at løse den del af opgaven”, siger formanden for Forebyggelses- og Socialudvalget, Morten Gjerskov.
Kursus på en time
Kurset for de nye familier er på én time og vil være en kombination mellem elementer fra Beredskabsforbundets forebyggelseskursus ”den robuste borger” og brandvæsenets kurser.
På kurset vil der blandt andet blive vist en film om sikkerhed i hjemmet, og man får basal viden om førstehjælp til de små størrelser – hvad man gør i forbindelse med, at barnet f.eks. får feberkramper, fremmedlegemer i halsen, forbrændinger eller falder fra højder.
”Forebyggelseskurset er en del af et familieforberedelsesprogram, hvor vi i ordets bredeste forstand ønsker at gøre familien parat til at have barn. Det gælder på alle planer – psykologisk, pædagogisk og sundhedsmæssigt. Ved at tilbyde lige præcis dette kursus i forløbet forventer vi, at familierne opnår handlekompetencer i forhold til at kunne forebygge og behandle ulykker. Men vi forventer også at færre børn vil komme til skade i hjemmene”, siger Nina Hansen, der er sundhedsplejeske og projektleder.
Forebyggelseskurset tilbydes fra barnet er omkring 10 måneder, og det er der en særlig grund til, fortæller Nina Hansen: ”Ved 10 måneder kan børnene ofte kravle, rejse sig ved ting, hive i ledninger osv. Børnenes nysgerrighed kan bringe dem i situationer, de ikke kan magte. Derfor er det vigtigt, at familierne får øget fokus på forebyggelse af ulykker i relation til barnets stigende mobilitet”.
Familieforberedelsesprogrammet i Roskilde Kommune har kørt siden november 2013. Det er planen, at der på sigt skal afvikles ca. 12 hold eller mere om året med hver 20 deltagere. Tilbuddet er til både mor og far så begge hører den samme information og kan støtte hinanden i det nye liv med et barn.
Robuste borgere
Kenneth Johansen er sikker på, at kurset vil kunne gøre en forskel for de mange nye forældre og bidrage til, at de også bliver robuste borgere:
”Vi forventer, at én times forebyggelse vil kunne forhindre mange uheld i hjemmene, og håber, vi efterfølgende kan få forældrene til at tilmelde sig Beredskabsforbundets ”Robust Borger” kursus, som er 2 x 3 timer. Der lærer man fx, hvordan man sikrer sig selv og sin familie bedst i forbindelse med brand eller ekstreme vejrforhold som storm og oversvømmelser. Og man kan også få lavet sin egen beredskabsplan for hjemmet”, siger kredslederen.