Samarbejde betyder nedlæggelse af 2. slukningstog i Greve

Google Maps
Falcks brandstation i Greve. Arkivfoto.

Et tæt beredskabssamarbejde mellem Greve og Solrød kommuner, hvor de to kommuner bliver ét samlet slukningsområde med 70.000 indbyggere, er tæt på at blive en realitet. I Solrød Kommune har økonomiudvalget godkendt samarbejdsplanen, og onsdag er det så politikerne i Greve, som skal tage stilling. Samarbejdet indebærer, at der på brandstationerne i Solrød og Greve skal være en tanksprøjte og en tankvogn, der så kan suppleres af en drejestige fra Greve. Samtidig reduceres det samlede beredskab, da det nuværende 2. slukningstog i Greve nedlægges og fire brandmandsstillinger forsvinder.

Inspirationen til det nye samarbejde er hentet hos Høje Taastrup, Ishøj og Vallensbæk kommuner samt de fem kommuner, der ejer Vestegnens Brandvæsen. Her anvendes der fælleskommunale dimensioneringsplaner, og det er samme model, som Solrød og Greve kommuner vil benytte.

De to kommuner skal fremover udgøre et samlet slukningsområde med to brandstationer. I Solrød erstattes den nuværende autosprøjte af en tanksprøjte og en miljøtrailer. I Greve skal der tilsvarende være en tanksprøjte og en tankvogn, og som led i indførelsen af et fælles udrykningskoncept vil nærmeste slukningskøretøj blive afsendt til alle udrykning, hvorefter der om nødvendigt suppleres med en drejestige fra Greve. Beredskabet i Greve reduceres med en autosprøjte, således at der ikke længere er to slukningstog, og det medfører, at fire stillinger som deltidsbrandmand nedlægges ved naturlig afgang.

Greve Kommune skal varetage indsatsledervagt

Greve Kommune skal varetage indsatsledervagten i begge kommuner, ligesom Greve Kommune skal udføre en række af de forebyggende opgaver, herunder brandteknisk byggesagsbehandling, og begge kommuners tilsyn med Falck.

Det indebærer, at Solrød skal betale 438.000 kr. om året til Greve for indsatsledervagt og brandteknisk byggesagsbehandling samt 30.000 kr. for assistance fra drejestigen. Det giver Solrød en besparelse på ca. 200.000 kr. om året. Forventningen er samtidig, at den nye dimensionering i alt vil give en effektiviseringsgevinst på 400.000 kr.

På grund af samarbejdet skal der gennemføres et udbud af brandslukningen i Solrød, således at Greve og Solrøds brandslukningskontrakter udløber samtidig, nemlig den 31. december 2016. Desuden skal Greve og Falck enes om en ændring af den nuværende kontrakt. Efter 2016 skal der indgås en fælles brandslukningskontrakt.

Blandet modtagelse hos brandfolkene

De faste brandfolk hos Falck i Greve glæder sig over, at de får flere udrykninger, hvilket vil være til gavn for både uddannelse og rutine. Også deltidsbrandfolkene i Solrød betegner planerne som ”meget positive”.

Mere kritiske er deltidsbrandfolkene i Greve, der udtrykker bekymring over, at beredskabet i Greve fremover ikke vil kunne håndtere to samtidige hændelser – som man ellers har været i stand til siden 1973. I 2011 havde 2. slukningstog i Greve ifølge brandfolkene 25 udrykninger, og da assistancen i disse tilfælde fremover skal komme fra Solrød, vil serviceniveauet ifølge brandfolkene blive væsentligt dårligere, da stationen i Solrød kan have en kørevej på op til 15 kilometer.

Brandfolkene i Greve påpeger også, at beredskabet allerede blev reduceret med 10 brandfolk og et brandkøretøj i 2010, og at den nye plan vil indebære, at der sammenlignet med i 2009 vil være 50 % færre deltidsbrandfolk og 40 % færre slukningskøretøjer i Greve. Fremover skal der være 14 deltidsbrandfolk i Greve, mod 18 i dag.

Den nye dimensionering kan også give store problemer med motivationen hos de tilbageværende deltidsbrandfolk. De vil nemlig få meget få udkald pr. år, og det vil ifølge brandfolkene medføre, at motivationen bliver lig nul. Brandfolkenes egne beregninger viser, at hver deltidsbrandmand kan forvente at blive tilkaldt ca. syv gange pr. år.

”Et antal, der gør, at vi føler at det ikke længere er muligt at opretholde rutinen og tilegne os erfaringer. En stor del af deltidsbrandfolkene vil tage jobbet op til overvejelse, når udkaldsmulighederne er beskedne og udsigten til at opnå erfaring næsten er lig nul, og dermed forsvinder en generation deltidsbrandfolk, som bliver svære at erstatte, da rekrutteringen og fastholdelse af deltidsansatte brandfolk ikke er uproblematiske”, lyder det fra tillidsmand Michael Jensen.

Annonce