Efter dødsulykke: Sætter fokus på udrykningskørsel

Beredskabsstyrelsen sætter nu fokus på udrykningskørsel ved blandt andet at offentliggøre styrelsens egne læreplaner på området. Det sker på baggrund af den tragiske ulykke ved Kolind i februar, hvor en brandmand omkom under en udrykning. I lyset af hændelsen i Kolind opfordrer Beredskabsstyrelsen til videndeling i det samlede redningsberedskab og gør altså sine læreplaner på området tilgængelige. 

Beredskabsstyrelsen har i et brev til kommuner, KL, Falck og Foreningen af Kommunale Beredskabschefer foreslået et samarbejde om forebyggende opfølgning på den tragiske episode og opfordrer til, at andre, der måtte have relevante læreplaner eller kontakter til uddannelsesinstitutioner, bidrager til videndelingen på området.

Derudover vil Beredskabsstyrelsen tage initiativ til, at uddannelse til udrykningskørsel bliver sat på dagsordenen i Beredskabskontaktudvalget, der består af centrale myndigheder på beredskabsområdet, oplyser styrelsen.

Det er en arbejdsgiveropgave at sørge for, at de gældende regler for udrykningskørsel overholdes, og at chaufførerne har den nødvendige viden og uddannelse. Beredskabsstyrelsen har alene et ansvar på det statslige redningsberedskabs område, men opfordrer altså til, at alle relevante aktører deler erfaringer og viden på området.

Læreplanerne kan ses her.

Annonce