Sår tvivl om brandvæsens forklaring om indsats efter skybrud

Var det overfyldte kloakker, som var forklaringen på, at Københavns Brandvæsen i første omgang ikke gjorde brug af Beredskabsstyrelsens pumper ved skybruddet for nogle uger siden? Det siger Københavns Brandvæsen, men nye oplysninger fra forsyningsselskabet viser, at der gik fem timer fra kloakkerne havde plads til vandet og til Beredskabsstyrelsen blev indsat.

Det er fagforeningen Centralforeningen for Stampersonel (CS), der har kritiseret Københavns Brandvæsen for at have undladt at anvende Beredskabsstyrelsens pumpekapacitet under oversvømmelserne i slutningen af august. Styrelsen havde sendt en række pumper til København, men trods de omfattende oversvømmelser stod pumperne ubrugte hen i mange timer.

CS mener, at brandvæsenet bevidst undlod at anvende pumperne på grund af de igangværende strukturovervejelser, hvor kommunerne ønsker at overtage opgaver fra det statslige beredskab.

Pumpeindsats blev forsinket med fem timer

Hidtil har Københavns Brandvæsen forklaret, at indsatslederen valgte ikke at anvende pumperne på den oversvømmede Helsingørmotorvej, fordi kloakkerne var overfyldte. Derfor ville vandet ikke kunne pumpes væk.

Men nu modsiges den forklaring af Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, der til Berlingske fortæller, at der allerede omkring kl. 8 den pågældende dag var kapacitet i kloaksystemet. Kl. 10.30 var Hofor så sikre på, at der var tilstrækkelig kapacitet, at selskabet gav grønt lys til Københavns Brandvæsen.

Herefter gik der imidlertid omkring to timer inden brandvæsenets egne pumper kom i gang, hvilket skete kl. 12.20 – angiveligt af tekniske årsager. Beredskabsstyrelsens pumper blev først sat ind kl. 15.45, over fem timer efter at kloaksystemet atter kunne modtage vand.

”I København fører vi ingen kamp”

Usikkerheden om, hvad der egentlig foregik den morgen, og mistankerne om politiske grunde til at holde konkurrenter fra det statslige beredskab borte, har Københavns Brandvæsen svært ved at leve med.

”Derfor går vi i gang med evalueringen af forløbet for at få mest mulig læring ud af det, og fordi vi ikke kan genkende det billede, der bliver skabt af nogle fagforeninger. Jeg slås ikke med nogen. Men man skal være ualmindelig blind for ikke at se, at der foregår et eller andet spil. Der er jo rejst en kritik, og jeg kan kun gisne om motiverne. Men jeg hæfter mig ved, at den er rejst af fagforeninger og ikke af Beredskabsstyrelsen. I København fører vi ingen kamp”, siger beredskabschef Jakob Vedsted Andersen fra Københavns Brandvæsen til Berlingske.

Annonce