I sidste uge fyldte organisationen BrandBevægelsen 10 år. BrandBevægelsen er et tværgående netværk, der dækker stort set alle myndigheder og organisationer i Danmark, som beskæftiger sig med brand. Formålet er at forbedre brandsikkerheden i Danmark, blandt andet gennem oplysning til borgerne og til personer, som er ansvarlige for andres brandsikkerhed.
BrandBevægelsen er især kendt for røgalarmkampagnen ”Red farmor”, som med støtte fra TrygFonden nu er gennemført i 54 af landets kommuner – i adskillige af dem flere gange. Som led i kampagnen er der opsat over 15.000 røgalarmer med 10-års batteri hos ældre medborgere. Kampagnen opfordrer folk til at ”blive dagens helt på under 5 minutter” ved at sætte en røgalarm op hos ældre familiemedlemmer, og på den måde er effekten nået meget længere end til de 15.000 ”officielle” røgalarmmodtagere.
Mange kender også BrandBevægelsen for dens populære temadage om brandforebyggelse. Den første fandt sted i november 2007, og siden da har der været afholdt mindst én temadag hvert år. I foråret 2015 handlede temadagen om ”Brandsikkerhed på institutioner”, og interessen var så stor, at temadagen bliver gentaget to gange her i efteråret, med i alt ca. 300 deltagere.
Overingeniør Peter Hofman-Bang står for BrandBevægelsens daglige drift. ”Vi er meget tilfredse med, at de fleste deltagere i dette års temadage er ansatte i plejesektoren, som samler inspiration til deres arbejde med beboernes brandsikkerhed. Det er åbenbart lykkedes os at gøre op med den gamle overtro, at ’brandforebyggelse, det er noget, som brandvæsenet tager sig af’. Nej, det er ’de varme hænder’, hvis daglige indsats er helt afgørende for, at den tiltænkte brandsikkerhed virkelig er til stede”, fortæller Peter Hofman-Bang.
BrandBevægelsen er organiseret som et uformelt netværk mellem for tiden 17 myndigheder og organisationer m.fl., med en styregruppe, som består af repræsentanter for medlemmerne. Beslutninger kræver konsensus – som det f.eks. vil gælde for tilslutningen til et forslag om ”fælles anbefalinger for brandsikkerhed i hjemmet”, som Beredskabsstyrelsen har taget initiativ til efter svensk forbillede. Sekretariatet er placeret i SikkerhedsBranchen.
BrandBevægelsens mål er, at organisationens samlede viden, idéudveksling og indsats skal knække den sørgelige kurve for antallet af omkomne i brand. BrandBevægelsen er blevet et samlingspunkt for organisationer som Beredskabsstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, FKB, Beredskabsforbundet, Boligselskabernes Landsforening, DBI, Danske Risikorådgivere, Forsikring & Pension og Politiets Kriminalteknisk Center (Gerningssted/Brand). Der kommer stadig nye deltagere til. Senest har Skorstensfejerlauget sluttet sig til netværket.