Roskildes beredskabschef skal være renovationschef i Aalborg

Google Maps
Brandstationen i Roskilde

Midt i den store strukturreform har en af beredskabets profiler valgt helt at forlade branchen. Det er Roskildes beredskabschef, Carsten Iversen, som efter små 20 år i Roskilde har sagt op til fordel for en stilling som renovationschef i Aalborg. Carsten Iversen lægger ikke skjul på, at han ikke ser en stilling som chef for en af de nye beredskabsenheder som attraktiv.

Carsten Iversen har som beredskabschef i Roskilde stået i spidsen for en omfattende turn-around, hvor et kriseramt brandvæsen er blevet forandret til en stor serviceorganisation med omkring 250 ansatte. Men fremover skal Carsten Iversen altså være renovationschef i Aalborg.

”Jeg har elsket den frihed og den tillid, som Roskilde Byråd har givet mig i de 18 år, jeg har været her. Roskilde Kommune har dermed skabt mig, som jeg er, og nu skal jeg videre”, skriver Carsten Iversen på sin Facebook-profil.

Den nu afgående beredskabschef kæder opsigelsen sammen med den igangværende strukturreform:

”Brandvæsenerne i Danmark skal sammenlægges til meget større enheder, og massive besparelser skal findes. Jeg har nu lavet en analyse af, hvilke vilkår det vil give, med betydelig mindre handlefrihed og lang tid til at genopbygge tillid, der kan forudses i det nye direktørjob. Man vil skulle starte forfra, ikke kun med ét, men med 6-8 byråd, som skal virke som politisk bestyrelse. Jeg har derfor meddelt kommunen, at jeg ikke mener, at jeg har de kompetencer, der skal til i en så væsentlig ændring, og at jeg derfor ikke er kandidat til jobbet. Tværtimod har jeg foreslået, at de skal nedlægge min stilling og spare pengene”, skriver Carsten Iversen.

Annonce