Brandstationen i Roskilde skal fortsat dække brand- og redningsindsatser i den østlige del af Lejre Kommune. Det har Vestsjællands Brandvæsen og Østsjællands Beredskab aftalt. Den nye aftale omfatter et område med ca. 3.450 indbyggere, hvor der også fremover skal afsendes en autosprøjte fra Roskilde. Det får Østsjællands Beredskab 275.000 kr. for om året.
Den nye aftale mellem de to beredskaber er allerede trådt i kraft, og den indebærer, at Østsjællands Beredskabs station i Roskilde rykker ud ved alarm om brand, redning samt akutte uheld med farlige stoffer. Aftalen omfatter et område i den østlige del af Lejre Kommune med ca. 3.450 indbyggere samt det vestgående spor af motorvejen.
Der skal alene afsendes en autosprøjte fra Roskilde. Det koster Vestsjællands Brandvæsen 275.000 kr. om året, såfremt der er 10 udrykninger eller derunder. Yderligere udrykninger vil koste 7.038 kr. pr. stk.
Erstatningskrav skal rettes mod Vestsjællands Brandvæsen
I aftalen mellem de to beredskaber bliver det slåer fast, at hvis en brandskadelidt rejser krav om erstatning som følge af forsinket udrykning, manglende brandslukningsmateriel eller tilsvarende, så skal vedkommende henvises til at rejse krav mod Vestsjællands Brandvæsen, der dog forbeholder sig retten til at gøre regreskrav gældende overfor Østsjællands Beredskab.
Når autosprøjten i Roskilde rykker ud til Lejre, indkaldes der deltidsbrandfolk for at genetablere beredskabet i Roskilde.