Ros til besætningen efter brand på færge

Der er stor ros til beredskabet hos Molslinjen, efter at der torsdag opstod brand på en færge. Fællestillidsmanden og beredskabsdirektøren fra Beredskab & Sikkerhed i Randers, Favrskov og Djursland var med færgen, og de udtrykker respekt for besætningen. ”Man var ikke ét sekund i tvivl om både situationens alvor og om, at vi var i gode hænder”, lyder vurderingen.

Fællestillidsmanden og beredskabsdirektøren fra Beredskab & Sikkerhed i Randers, Favrskov og Djursland skulle torsdag afholde foredrag i Vig, og de var derfor med Molslinjen kl. 15.30 fra Aarhus mod Odden, da der pludselig kom besætningsmedlemmer løbende igennem apteringen. Tydeligvis havde de fået et forvarsel over radioen om brandalarmen, inden varslingen kunne høres hos passagererne.

”Alarmen blev hurtigt fulgt op af tydelig og professionel kommunikation. Meldingen lød på røgudvikling i maskinrummet og at situationen var under kontrol. Hele vejen i forløbet – ca. hvert 3-4 minutter – var der opdateringer over højttaleranlægget. Personale blev sendt ud blandt passagererne, og den hurtige beslutning om at vende om og sejle retur til Aarhus blev også hurtigt kommunikeret, så alle kunne træffe deres forholdsregler”, fortæller Beredskab & Sikkerhed – og fortsætter:

”Værdien af synligt personale, der tør stoppe op, tør tage dialogen med kunderne og som i den grad gjorde alt det, der var muligt for at indgyde ro og afhjælpe situationen, kan ikke påskønnes nok. De håndterede det simpelthen med overbevisende professionalisme. Mulighederne for at komme med anden færge blev undersøgt og hurtigt blev det meldt ud, at det ikke kunne lade sig gøre, så vi holdt foredrag for de 40 mennesker i Vig over en Skype-forbindelse fra bilen på havnekajen i Aarhus med internet via mobilen. Det gik fint! Kombardo-expressen (bussen) blev dirigeret ned over Storebælt, udstyret med kolde drikkevarer, chips og snacks til passagererne og dette blev ligeledes hurtigt kommunikeret. Enkelte gående passagerer havde brug for at komme til Holbæk, og der blev efterlyst kørende passagerer, der kunne medtage disse”.

En beredskabsparat organisation

”Hele vejen i forløbet holdt lederen for servicepersonalet, overstyrmanden og kaptajnen os alle betrygget over højttaleranlægget i, at situationen var under kontrol. Vi blev informeret om den langsomme returnering til Aarhus, om slæbebådene og om refusion af billetter, fribilletten til Blue Class m.v. Molslinjen efterlader et indtryk af en beredskabsparat organisation fra yngste servicemedarbejder til kaptajnen.  Man var ikke ét sekund i tvivl om både situationens alvor og om, at vi var i gode hænder. Respekt til besætningen!”. konkluderer Beredskab & Sikkerhed.

Annonce