I disse dage kommer RøgalarmPatruljen forbi udvalgte byer for at tilbyde et tjek af beboernes røgalarmer. Hvis beboerne ikke har en røgalarm, sætter patruljen én op ganske gratis, og har den eksisterende røgalarm brug for nye batterier, skifter patruljen batterierne. Det skal skabe opmærksomhed omkring, hvor vigtigt det er at have virksomme røgalarmer i boligen – for de kan redde liv.
RøgalarmPatruljen består af unge spejdere eller brandkadetter samt lokale brandfolk, og det er Brandbevægelsen og TrygFonden, der står bag indsatsen. Patruljen besøger udvalgte byer i hele landet og tilbyder at tjekke, om borgernes røgalarmer virker.
”Det er særligt de ældre borgere, som er udsatte for brand i hjemmet. Mange har svært ved selv at sætte røgalarmer op, og de får måske ikke skiftet batterierne, når tid er. RøgalarmPatruljen vil derfor besøge områder, hvor der bor mange ældre, så vi sikrer os, at flest mulige har røgalarmer, som virker og kan advare, hvis der opstår brand”, fortæller Ole Nedahl, der er konsulent i BrandBevægelsen.
”RøgalarmPatruljen består af unge spejdere eller brandkadetter samt lokale brandfolk. Vi håber, at folk vil tage godt imod dem, når de banker på dørene og tilbyder et røgalarmstjek. Forhåbentligt vil vores indsats også skabe generel opmærksomhed i befolkningen, så mange bliver mindet om at tjekke deres røgalarmer og hjælpe de ældre i familien med at sikre røgalarmer i boligen. En røgalarm koster under 100 kr. og er hurtig at sætte op. Den advarer hurtigt ved brand, så man kan nå at reagere og redde både sig selv og andre”, siger Ole Nedahl.
Har opsat 15.000 røgalarmer
Gennem de seneste ti år er i gennemsnit 56 personer hvert år omkommet ved utilsigtet brand. Det er brand, som opstår på grund af en utilsigtet menneskelig handling, svigt af elektrisk udstyr eller en udefrakommende årsag. Dertil kommer tusindvis af brande, hvor personlige ejendele og uerstattelige minder er gået tabt.
BrandBevægelsen og TrygFonden har siden 2007 samarbejdet med en lang række kommuner og beredskaber om at sætte fokus på brandsikkerhed og har gennem årene sat knap 15.000 røgalarmer op hos udsatte borgere.
Før RøgalarmPatruljen går i aktion, undervises de i brandsikkerhed af en instruktør fra det lokale brandvæsen. Her bliver de klædt godt på, hvad angår bl.a. test og opsætning af røgalarmer, så de har færdighederne i orden, når de skal ud for at styrke brandsikkerheden i lokalområdet – også på sigt.
”De unge i RøgalarmPatruljen bliver undervist i brandsikkerhed, inden de banker på hos folk. Det er en viden, som de kan bruge videre i livet og til at være gode ambassadører for røgalarmer. Røgalarmer er effektive til at advare om brand, så man hurtigt kan gribe ind. Derfor er de omdrejningspunktet for TrygFondens indsatser for at reducere antallet af personer, der mister livet i brand eller kommer slemt til skade”, siger René Højer, der er projektchef i TrygFonden.