1.000 røgalarmer skal øge brandsikkerheden hos udsatte borgere

For at undgå brande har Socialforvaltningen i Københavns Kommune indgået et samarbejde med initiativet Brandsikker Bolig og anskaffet 1.000 røgalarmer, der lige nu er i gang med at blive sat op af boligrådgivere og vejledere.  Det er nemlig især udsatte og ældre borgere, der er i fare for at brænde inde, og personlige forhold som medicinpåvirkning og alkoholmisbrug øger risikoen.

Ideen til at sætte røgalarmer op hos udsatte borgere opstod hos faglig chef Bo Møller Nielsen, efter en af hans gamle kendinge mistede livet i en dødsbrand sidste år. Borgeren brændte inde i sin lejlighed i Hørgården. Han var en af i alt 10 borgere, der mistede liv ved dødsbrand sidste år i København.

”Boligrådgiverne står for omkring 350 udflytninger om året, og det er oplagt, at det er dem, der sætter alarmerne op hos alle, der flytter i egen lejlighed. Tilbuddet gælder også dem, der ikke har en boligrådgiver tilknyttet”, siger Bo Møller Nielsen.

Røgalarmerne er lette at sætte op med dobbeltklæbende tape. Altså ikke noget med at bore huller i væggen eller skulle i Silvan efter skruer. Alarmerne er udstyret med et lithiumbatteri, som har 10 års levetid.  Alarmerne er desuden meget nemme at afstille, hvis der bare er røg i køkkenet eller for mange smøger. Socialforvaltningen har fået 1.000 røgalarmer i første omgang, men kan bestille flere efter behov.

Røgalarm giver ekstra tryghed

”Jeg føler mig mere sikker nu, efter jeg har fået en røgalarm. Og så kan jeg bedre passe på min datter og på mine naboer”, fortæller Khulandran Subramaniam, der for seks måneder siden flyttede fra krisecenter til egen bolig. Overgangen fra et liv på krisecenter til egen lejlighed med ansvar for alle regninger, indkøb og hverdagen er vanskelig. Derfor har Khulandran Subramaniam løbende kontakt med sin vejleder, Peer Ortvald.

Peer Ortvald har sat røgalarmen op hos Khulandran Subramaniam, og på tre uger har han sat seks alarmer op. I alt har Peer Ortvald og hans kolleger på de tre uger sat omkring 50 alarmer op hos de borgeren, de har kontakt med.

Røgalarmerne sættes ofte op i gangen og i soveværelset, hvis beboeren ryger i sengen.

”Jeg er rigtig glad for, at Peer har en røgalarm med. Jeg havde ikke selv tænkt på det i alt det andet praktiske. Jeg lider af epilepsi og får nogle gange anfald. Desuden er jeg ryger og laver også ofte mad på mit gaskomfur. Med min røgalarm kan jeg være helt sikker på, at det bliver opdaget, hvis der kommer for meget røg, der kunne udvikle sig til brand”, siger Khulandran Subramaniam.

Annonce