Der er for få røgalarmer i almennyttigt byggeri

Cirka 90 procent af boligselskabet Domeas 35.000 boliger har røgalarm, og det er flot, når man ser på antallet af røgalarmer i alle landets almennyttige boliger. For at Danmarks 550.000 boliger er de 200.000 uden røgalarm. Tallene kom frem, da BrandBevægelsen holdt temadag med emnet ”Brandsikkerheden i almene boliger” i bebyggelsen Gadehavegård i Høje Taastrup.

Temadagens formål var at give ledende medarbejdere i boligselskaber og brandvæsener viden om brandsikkerhed og vise dem praktiske løsninger på problemerne.

Gadehavegård omfatter cirka 1.000 lejemål. Bebyggelsen har de sidste 10 år haft i alt 57 brande med forsikringsskader på tilsammen ca. 20 mio. kr., altså ca. 2 mio. kr. om året. Det årlige budget er på cirka 40 mio. kr., så brandskaderne svarer altså til omkring 5 procent af huslejeindtægten. Dertil kommer utrygheden og skaderne på beboernes indbo, som i mange tilfælde ikke er forsikret.

I Gadehavegård låser man affaldscontainere fast på den ønskede placering og bruger mange kræfter på at holde opgange og forrum fri for beboernes ejendele. Og det var nyt for mange af deltagerne, at der er boligafdelinger, som nytårsaften har medarbejdere på vagt med brandslukningsmateriel.

Næstformanden for Folketingets Forsvarsudvalg, MF Annette Lind (S), bød velkommen til temadagen og udtrykte glæde over, at en så bred kreds af interessenter, som BrandBevægelsen består af, har kunnet finde sammen om en fælles indsats for brandsikkerheden i Danmark. De efterfølgende indlæg dækkede desuden emner som dødsbrande, røgalarmer, el-sikkerhed og uddannelse af beboere og funktionærer.

Annonce