Robot på larvefødder skal overtage de tunge løft hos Beredskab Banedanmark

Tre generationer af hjælpemidler med den nye robot helt ude til venstre.

En ”crawler”, der kører på larvefødder og kan bære op til 1.000 kg. udstyr, skal fremover være med til at nedbringe de tunge løft hos Beredskab Banedanmark. Den nye vogn kan fjernstyres, ligesom den er terrængående. Det betyder blandt andet, at den kan køre op ad skrænter og skråninger, der har en hældning på op til 45 grader.

Det vil ikke være helt korrekt at kalde Beredskab Banedanmark for ”first movers”, da der findes en del ”crawlere” rundt omkring hos de forskellige beredskaber. Men First Mover er modelbetegnelsen på den nye vogn, som Beredskab Banedanmark tager i brug.

First Mover’en er en selvkørende vogn, der kan fragte op til 1.000 kg. materiel rundt, hvor der er behov for det. Vognen kan fjernstyres, ligesom den er terrængående, da den kører på larvefødder. Det betyder blandt andet, at den kan køre op ad skrænter og skråninger, der har en hældning på op til 45 grader. Den har monteret et spil, der kan benyttes, når Beredskab Banedanmark er ude på en opgave.

”First Mover’en lever op til alle Banedanmarks krav, og når vi har dem med ude i sporet, så nedbringer de antallet af tunge løft, hvilket er med til at forbedre det fysiske arbejdsmiljø. Vi har siden 2015 brugt lignende hjælpemidler, som vi overtog fra DSB, og de fungerede egentlig glimrende, men tiden løb fra dem til sidst. Blandt andet fordi de skulle skubbes frem med håndkraft, og det var tid til at indsætte nye hjælpemidler”, fortæller sektionschef Aksel Christensen fra Beredskab Banedanmark.

Annonce