Brandvæsen får 9 mio. kr. til nye køretøjer

Kun få uger efter, at kommunalpolitikerne vedtog en ny dimensioneringsplan, som på flere områder styrker Ringsted Brandvæsen, er der flere gode nyheder til brandvæsenet. I et nyt budgetforlig bliver der nemlig afsat hele 9,3 mio. kr. til nye køretøjer, som skal anskaffes i de kommende fire år. I første omgang skal der købes en ny tankvogn og en drejestige. Desuden er det blevet besluttet, at brandvæsenet skal overtage en række opgaver fra Falck.

De mange penge til Ringsted Brandvæsen fordeler sig med 1,6 mio. kr. i 2013, 4,9 mio. kr. i 2014, 0,9 mio. kr. i 2015 og 1,9 mio. kr. i 2016. Det første nye køretøj bliver en tankvogn, som anskaffes i 2013, mens der i 2014 følger to nye køretøjer: En drejestige og en indsatsledervogn, der kan fungere som kommunikationsvogn.

Også når det gælder opgaver, vil der i den kommende tid ske forandringer hos Ringsted Brandvæsen. Kommunens direktion har nemlig godkendt, at brandvæsenet snarest muligt overtager opgaven med overvågning af alle tyverialarmer i kommunale bygninger, ligesom brandvæsenet skal rykke ud, når tyverialarmerne aktiveres. Også overvågning af kommunale elevatorer bliver en opgave for brandvæsenet, der desuden i slutningen af året overtager alle de opgaver, som hidtil har været dækket af Ringsted Kommunes Falck-abonnement – et abonnement, der nu er opsagt.

Annonce