Rigspolitiet overvejer at forbyde politifolk at være deltidsbrandfolk

Kan man være ansat som politimand og samtidig fungere som deltidsbrandmand i fritiden? I dag er det ikke noget problem, men Rigspolitiet overvejer, om man skal forbyde politifolk at have bibeskæftigelse som deltidsbrandfolk. Ifølge Rigspolitiet er det dog en misforståelse, når Midt- og Vestsjællands Politi allerede har meldt ud, at deres politifolk ikke må arbejde for brandvæsenet.

I dag er der mange politifolk, der også fungerer som deltidsbrandfolk i deres fritid. Men følge Rigspolitiet kan det snart være slut med den praksis. Koncern HR i Rigspolitiet – der vurderer, hvilken bibeskæftigelse man som politimand kan påtage sig – overvejer nemlig aktuelt, om det er foreneligt med jobbet som politimand at påtage sig en bibeskæftigelse som brandmand. Det oplyser Rigspolitiet.

Midt- og Vestsjællands Politi har taget forskud på overvejelserne i Rigspolitiet og meldt ud, at deres politifolk ikke må fungere som deltidsbrandfolk. Ifølge Rigspolitiet skyldes det dog en misforståelse internt i politiet. Politiets praksis på området er nemlig under overvejelse, men Rigspolitiet vil ikke afvise, at lokale politikredse, som har henvendt sig til Rigspolitiet, kan have fået den opfattelse, at det allerede nu er fastlagt, at bibeskæftigelse som deltidsbrandmand og samtidig tjeneste i politiet er uforeneligt. Men Rigspolitiet understreger, at praksis endnu ikke er fastlagt.

Rigspolitiet kan ikke oplyse, hvornår det bliver afgjort, om politifolk må fungere som deltidsbrandfolk – og om afgørelsen i givet fald vil have tilbagevirkende kraft for de nuværende brandfolk.

Annonce