Siden tidernes morgen har et af de helt centrale krav i det danske beredskab været, at brandkøretøjerne skal rykke ud fra brandstationen senest 5 minutter efter alarmen. Men som led i den såkaldte frisættelsesdagsorden vil regeringen nu afskaffe det krav. I stedet bliver det helt op til kommunerne af vurdere, om de ønsker krav til afgangstiderne på de lokale brandstationer.
I dag er kommunerne underlagt regulering, som stiller krav om en risikobaseret dimensionering af det lokale redningsberedskab. Det indebærer, at kommunalpolitikerne har stor frihed til selv af beslutte, hvornår brandkøretøjerne skal være fremme hos borgerne ved brand eller andre nødsituationer.
Blandt brandfolk er den risikobaserede dimensionering ofte sarkastisk blevet betegnet som økonomibaseret dimensionering, fordi lokale sparekrav ofte har medført, at beredskabets ankomsttider er blevet reguleret, så de passer sammen med de ressourcer, som politikerne ønsker at bruge på beredskabet.
Et krav, som har været fastsat centralt, har imidlertid gennem alle årene været den såkaldte afgangstid. Den fastsætter, hvornår brandudrykningen senest skal have forladt brandstationen, når der indløber en 112-alarm. Kravet er i dag en afgangstid på 5 minutter, men det krav er formentlig snart historie. Det bebuder forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som har bedt Forsvarsministeriet og Beredskabsstyrelsen om at se på en afskaffelse af kravet ”i den nærmeste fremtid”.
Følger ånden bag den risikobaserede dimensionering
”Jeg ser positivt på det overordnede ønske om at afskaffe afgangstidskravet med henblik på den aktuelle frisættelsesdagsorden for kommunerne. En afskaffelse af afgangstidskravet er ligeledes i ånden fra den originale tanke bag den lokalt forankrede, risikobaserede dimensionering af redningsberedskabet, som efterhånden er noget gammel, sådan som jeg husker det helt tilbage fra starten af 2000. Afgangstidskravet er fastlagt i dimensioneringsbekendtgørelsen, som fastsætter krav til de kommunale redningsberedskaber. Jeg har derfor bedt mit ministerium om i samarbejde med Beredskabsstyrelsen at se på at afskaffe afgangstidskravet i den nærmeste fremtid, når den nuværende dimensioneringsbekendtgørelse for det kommunale redningsberedskab skal opdateres”, siger forsvarsministeren.
Forsvarsministeren ønsker ikke, at der i stedet indføres egentlig krav til brandudrykningerne ankomsttider. Ministeren vil dog gerne indføre krav om, at kommunerne skal fastsætte et serviceniveau for ankomsttiderne – de såkaldte responstider – således som mange kommuner i forvejen gør.
”Jeg mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at indføre centralt fastlagte mindstekrav for responstider, men det kan være relevant at se på, om der skal indføres krav til, at kommunalbestyrelser som led i fastlæggelse af serviceniveauet for redningsberedskabet skal indføre krav til første udryknings responstider ud fra lokale vurderinger. Det er allerede i dag praksis, at responstider udarbejdes lokalt og indgår i kommunens planer for redningsberedskabet. Planerne er omfattet af Beredskabsstyrelsens tilsyn med de kommunale redningsberedskaber. Ved en afskaffelse af afgangstidskravet opretholdes borgernes sikkerhed via Beredskabsstyrelsens tilsyn med de kommunale redningsberedskaber. Beredskabsstyrelsen vil ligeledes kunne følge udviklingen i responstider for at sikre, at der ikke sker en forringelse af serviceniveauet for borgerne”, lyder der fra ministeren.
Skal drøftes politisk
”Det er vigtigt at understrege, at vi jo i løbet af kort tid kommer til at drøfte med forsvarsforligskredsen, hvordan vores beredskab skal se ud i fremtiden, både i forhold til det statslige beredskab, som vi nu også tager hul på at diskutere, bl.a. på baggrund af den forsvarsaftale, vi lavede tilbage i sommeren 2023, men også på baggrund af den delaftale, vi lavede her den 30. april, hvor vi jo lægger op til en markant styrkelse af vores statslige beredskab. Og der er ikke nogen tvivl om, at hele det her spørgsmål så kommer til at blive genstand for politisk drøftelse, også med henblik på at se på en anden måde at gøre det på end det, som er tilfældet i dag”, siger forsvarsministeren.