Hvem skal vurdere brandsikkerheden i nye og eksisterende bygninger? Det spørgsmål har udviklet sig til en strid, hvor organisationen Dansk Byggeri nu retter en hård kritik mod Danske Beredskaber. Hos Dansk Byggeri mener man således, at beredskaberne forsøger at generobre tabte markedsandele – og at de har besnakket Dansk Folkeparti til at kræve en ændring af reglerne.
Regeringen har indført et nye byggebehandlingssystem, der certificerer private virksomheder til at foretage byggesagsbehandling. Det omfatter også brandsikkerhed. Men beredskabernes interesseorganisation, Danske Beredskaber, ønsker at få ændret det system, så det i stedet bliver beredskaberne, der skal foretage vurderingen af brandsikkerhed i nye og eksisterende bygninger. Senest har Dansk Folkeparti så fremsat et beslutningsforslag, der støtter Danske Beredskabers ønske.
Men hos organisationen Dansk Byggeri retter direktør Michael H. Nielsen nu en hård kritik mod både Danske Beredskaber og Dansk Folkeparti.
”Forslaget fra beredskaberne er et forsøg på at generobre gamle markedsandele og en funktion, hvor de bliver brand- og byggesagsmyndighed parallelt med kommunerne. Det er et markant tilbageskridt og en helt forkert vej at gå. De certificerede rådgivere skal kunne dokumentere deres viden. Det er ikke noget, man bare trækker i en automat. Det bliver et system, hvor vi på tværs af kommunegrænser kan få godkendt bygningstyper for brandsikkerhed og statiske beregninger. Det er også et forsøg på at billiggøre byggeriet uden at gå på kompromis med sikkerheden”, siger Michael H Nielsen til magasinet BygTek.
Har besnakket Dansk Folkeparti
”Det er et opgør med den nye og moderniserede byggesagsbehandling, som Dansk Folkeparti selv stemte for. Det lugter lidt af, at Danske Beredskaber har været dygtige til at besnakke Dansk Folkeparti og få dem til at fremlægge det forslag, som beredskaberne selv har ønsket og henvendt sig til ministeren om”, siger Michael H. Nielsen til BygTek.
Michael H. Nielsen peger i stedet på, at certificerede brandrådgivere og certificerede statikrådgivere skal godkende byggerier.