Relativt smertefri overgang til ny vagtcentral – men problemer med pagere

For to måneder siden forlod en af de sidste kunder Falcks landsdækkende brandvagtcentral i Aalborg, da Brand & Redning Sønderjylland i stedet overgik til et samarbejde med Trekantområdets Brandvæsens vagtcentral i Fredericia. Brand & Redning Sønderjylland beskriver selve overgangen som ”relativt smertefri”, men til gengæld har overgangen til nye pagere ikke være tilfredsstillende.

Brand & Redning Sønderjylland skiftede den 28. januar 2025 fra Falcks brandvagtcentral i Aalborg til Trekantområdets Brandvæsens vagtcentral i Fredericia.

Årsagen til overgangen var især den fysiske placering af Falcks vagtcentral, som begrænsede muligheden for at etablere en effektiv løsning for operativ ledelsesstøtte. Hos Brand & Redning Sønderjylland vurderede man således, at en regionalt forankret og geografisk mere hensigtsmæssig løsning kunne muliggøre adgangen til døgnbemandet operationsledelse. Derigennem vil man kunne få et bedre tværgående overblik, logistisk understøttelse samt øget robusthed på tværs af kommunerne.

Vagtcentralen i Fredericia dækker nu 52 brandstationer og et område med i alt 527.000 indbyggere. Udover Trekantområdets Brandvæsen og Brand & Redning Sønderjylland dækker vagtcentralen også Vejle Brandvæsen.

Ifølge Brand & Redning Sønderjylland er overgangen til vagtcentralen i Fredericia og den efterfølgende drift af vagtcentralen gået ”relativt smertefrit”. Der var behov for enkelte tilpasninger, men det var ifølge beredskabet forventet, og overordnet vurderes overgangen og de første to måneders drift som tilfredsstillende.

Mindre vellykket overgang til nye pagere

Sideløbende er der indkøbt nye pagere til alle brandfolk. Det er sket for at sikre udkaldsredundans samt for at skabe et overblik over fremmødte brandfolk ved udkald, således at samalarmering kan ophøre.

Her har overgangen imidlertid været mindre vellykket.

Ifølge Brand & Redning Sønderjylland har implementeringen af de nye pagere at mærket Swissphone s.QUAD C45 således ikke været tilfredsstillende, idet der ikke har været et tilstrækkelig accepteret udkaldsniveau via LTE (dataudkald). Brand & Redning Sønderjylland er dog i dialog med producenten og leverandøren, og der samarbejdes på at komme i mål med en tilfredsstillende løsning.

Annonce