Region vil have brandfolk til at bemande ny nødbehandlerbil

Til april bliver den nuværende akutbil i Skagen nedlagt på grund af besparelser. Men i stedet skal der indsættes en nødbehandlerbil, som med inspiration fra en lignende model i Region Sjælland skal bemandes med deltidsbrandfolk. Det er i hvert fald regionens ønske, men planen møder modstand hos både de lokale politikere og deltidsbrandfolkene.

Det var udsigten til en millionbesparelse, som ved forhandlingerne om budgettet for 2015 fik de nordjyske regionspolitikere til at beslutte at nedlægge akutbilen i Skagen. Det har resulteret i massive protester, og derfor har regionen lanceret planerne om at erstatte akutbilen med en nødbehandlerbil.

Inspirationen er hentet i Region Sjælland, hvor der er indsat et antal nødbehandlerbiler, som bemandes af lokale deltidsbrandfolk. I december var der et indledende møde mellem regionen og Frederikshavn Kommune, hvor modellen blev præsenteret, og her oplyste regionen, at man ønsker en døgndækkende nødbehandlerbil, der bemandes af deltidsbrandfolkene hos Falck i Skagen.

Overbygningsuddannelse til brandfolk

Brandfolkene vil få en overbygningsuddannelse til deres brandmandsuddannelse, som vil give dem nye kompetencer inden for behandling ved tilskadekomst og sygdom. Uddannelsen vil have en varighed på en uge og skal gøre nødbehandleren i stand til at yde den kvalificerede basale hjælp for borgeren, indtil ambulancen er fremme. Det forventes, at nødbehandlerbilen skal rykke ud 3-6 gange om måneden.

Indtil videre har Region Nordjyllands plan ikke fået den store opbakning. Planen er endnu ikke behandlet politisk i Frederikshavn Kommune, men en række politikere har tilkendegivet, at de ikke ønsker akutbilen nedlagt til fordel for en nødbehandlerbil. Samtidig har tillidsmanden for de 19 deltidsbrandfolk i Skagen afvist, at brandfolkene kan påtage sig opgaven som nødbehandlere, da det ikke vil være rimeligt over for deres arbejdsgivere, hvis brandfolkene også skal forlade deres arbejde for at udføre opgaver som nødbehandlere.

Region Nordjylland ønsker, at en nødbehandlerbil skal være klar til udrykning fra 1. april 2015, hvor akutbilen nedlægges.

Annonce