Regeringsparti: Beredskabet er forsømt – og skal have flere penge

Beredskabet skal have flere penge. Sådan lyder det fra et af de tre regeringspartier, Det Konservative Folkeparti, der betegner beredskabet som ”et forsømt område”. Partiet vil dog ikke røbe, om dele af de 2,5 mia. kr., som regeringen i sit finanslovsudspil har afsat til politi og forsvar, også kommer beredskabet til gode.

Det var Enhedslistens beredskabsordfører, Nikolaj Villumsen, som under debatten om regeringens finanslovsudspil bragte spørgsmålet om beredskabet op. Det skete i et spørgsmål til Det Konservative Folkepartis ordfører, Rasmus Jarlov:

”I de senere år er der jo sket nogle meget store besparelser på vores beredskab, både i det kommunale beredskab og i det statslige beredskab. Det vil jo helt konkret sige, at der er færre ressourcer at sætte ind, når hjælpen er nødvendig, altså eksempelvis når der er voldsomt vejr, eller hvis det forfærdelige skulle ske, at vi blev ramt af et terrorangreb. Sidst vi blev det, var der tydeligvis behov for beredskabet”, sagde Nikolaj Villumsen – og fortsatte:

”Da jeg sad og kiggede i finanslovsforslaget, kunne jeg se, at der er sat 2,5 mia. kr. af til politi og militær. Der stod ikke lige noget om redningsberedskabet. Og jeg ved, at ordføreren tidligere har ment, at det har været skidt med de her besparelser, og han har været bekymret for robustheden i vores beredskab. Så jeg kunne bare godt tænke mig at høre fra den konservative ordfører – en af regeringspartiernes ordførere: Er det sådan, at de her 2,5 mia. kr. ikke bare er tænkt til politiet og militæret, men at det også er tanken, der skal afsættes penge til vores redningsberedskab?”

Han fik dog ikke et konkret svar fra Rasmus Jarlov:

”Det kan jeg ikke røbe noget om endnu, for regeringen kommer med sit udspil på forsvarsområdet senere, og der vil det så også fremgå. Men jeg vil gerne sige, at jeg er rigtig glad for Enhedslistens interesse for det her område, for det er et forsømt område. Og jeg er rigtig glad for, at Enhedslisten og Konservative også her kan finde fælles fodslag på et af Forsvarsudvalgets områder. Jeg stod selv ude på det sydlige Amager her i vinter, da vandet var sådan 5 cm eller noget i den stil fra at skylle over dæmningen derude, og hvis det var sket, havde der været tusindvis af husstande, som havde været under vand, fordi de ligger under havets overflade bag dæmningen. Det var meget alvorligt. Og med den klimaudvikling, der er, den terrortrussel, der er, er beredskabet også nødt til at blive oprettet. Det er jeg fuldstændig enig med Enhedslisten i, og det håber jeg at vi kan stå sammen om”, sagde den konservative ordfører.

Det svar fik Enhedslisten til at give udtryk for bekymring:

”Vi har jo tidligere samarbejdet, Konservative og Enhedslisten, om at modgå nogle af de besparelser, der har været lavet, og som ærlig talt har været ting, der er sket på bonede gulve i Finansministeriet og ikke har haft udgangspunkt i sådan en beredskabsfaglig vurdering. Og jeg må sige, at jeg er meget bekymret – både over det voldsommere vejr og over den situation, at vi jo kan blive ramt af terror. Og nok så meget politi og nok så meget militær kan aldrig nogen sinde sikre os et hundrede procent imod, at det forfærdelige skulle ske, og så har vi behov for nogle, der hjælper os. Men jeg kunne godt tænke mig at høre fra den konservative ordfører: Er det Det Konservative Folkepartis politik, at der bør tilføres flere ressourcer til vores beredskab? For så ville det jo være en klar melding, man kunne komme med her i dag”.

Debatten om beredskabet sluttede derefter med denne klare tilkendegivelse fra Rasmus Jarlov:

”Jamen det er vores politik. Altså, Det Konservative Folkeparti mener, at beredskabet skal have flere penge. Det er der slet ingen tvivl om”.

Annonce