Ny redningsstige skal forebygge drukneulykker

Arkivfoto

TrygFonden og Arkitektforeningen har nu offentliggjort den redningsstige, som skal være med til at forebygge de mange drukneulykker, der hvert år finder sted i de danske havne. Efter en testperiode er målet at få redningsstigen produceret, så den kan rekvireres gratis gennem TrygFondens fadderordning.

Ud af 96 kvalificerede bidrag kan TrygFonden og Arkitektforeningen nu præsentere vinderne af den arkitektkonkurrence, som blev skudt i gang i november 2012, og dermed den redningsstige, som fremover skal være med til at forebygge drukneulykker i de danske havne.

Vinderne af arkitektkonkurrencen blev arkitekterne Stefan Urup Kaplan og Lars Techt Myrhøj, og sammen med TrygFonden skal de nu udvikle en prototype, som kan gennemtestes, produceres og i sidste ende doneres til havne rundt om i Danmark.

”Vi er utrolig glade for de mange forslag, vi har fået fra dygtige designere i hele Danmark. Vi har nu fundet den helt rigtige redningsstige, som kan videreudvikles og doneres til gavn for sikkerheden ved vandet i de danske havne og i et design, der glider godt ind i havnemiljøet”, siger René Højer, som er områdechef for sikkerhed og ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.

Redningsstigen, som TrygFonden har valgt at arbejde videre med, er udført i et hårdført materiale, som kan modstå det hårde havnemiljø. De brede trin går ned under vandoverfladen, og så har den en god gribekant og beslag, som gør, at man let kan trække sig op af vandet. Vigtigst af alt, så taler redningsstigen til sanserne, hvilket er afgørende i en situation, hvor sekunder kan betyde forskel på liv eller død.

”På en kold vinteraften har man kun få minutter til at redde sig op på land, før de vitale organer begynder at sætte ud. Redningsstigen har integreret lyslederbelysning hele vejen ned langs kanten af stigen, som kan ses fra land, fra vandoverfladen og endda under vandet. Dermed vil den forulykkede instinktivt søge mod redningsstigen”, siger René Højer – og forklarer, at redningsstigens primære funktion som udgangspunkt er redning ved selv-hjælp:

”Vi ved fra TrygFondens Nationale Druknestatistik, at kun 16 procent af alle ulykker i havne bliver overværet af andre. Derfor skal redningsstigen let kunne ses, hvis man befinder sig i vandet, og det skal være let at trække sig selv op”.

Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune Pia Allerslev har som en del af dommerkomitéen været med til at analysere og evaluere de indkomne forslag til fremtidens redningsstige, og hun glæder sig over, at København er blevet valgt til at lægge havn til test af redningsstigen.

”Først og fremmest er det et rigtig godt initiativ at fokusere på opgradering af havnenes redningsudstyr, og forhåbentligt betyder det, at der fremover vil drukne færre personer i de danske havne. I Københavns Kommune ser vi frem til at være en del af projektet og medvirke til at indsamle erfaringer, når testen af prototypen begynder senere på året”, siger Pia Allerslev og fortsætter:

”Jeg er imponeret over de mange kreative og flotte løsninger, vi i dommerkomitéen har set. At designe en redningsstige, der både skal være funktionel, have et godt design, være synlig fra vandsiden og på land, som skal være brugbar i mange forskellige typer havne, og som ikke skal være for dyr, det er en kompleks opgave, som jeg synes, at vinderprojektet og flere af de andre designforslag har løst utrolig flot”.

Annonce