Redningskorps på Samsø er en god forretning

Arkivfoto: Kasper Rasmussen

Det er en ganske god forretning af drive et all-round redningskorps på Samsø. Det viser det seneste regnskab fra Samsø Redningskorps ApS, hvor både omsætningen og overskuddet er steget markant. Det er blandt andet færre brandudrykninger og dermed lavere lønomkostninger, som resulterer i et overskud på 2,3 mio. kr.

Samsø Redningskorps har et forskud regnskabsår, og i perioden fra juli 2014 til juni 2015 steg omsætningen med godt 700.000 kr. Det resulterede i et bruttooverskud på 13,3 mio. kr. mod 12,2 mio. kr. året før. Omsætningen kommer særligt fra brandslukningskontrakten med Samsø Kommune, der løber frem til 2020, samt fra ambulancekontrakten med Region Midtjylland, der ligeledes løber til 2020.

Lønomkostningerne i Samsø Redningskorps faldt fra 9,8 mio. kr. til 9,6 mio. kr., hvilket redningskorpset især tilskriver, at der i første del af 2015 har været færre brandudkald – hvilket giver lavere lønomkostninger til brandfolkene. De øvrige omkostninger faldt også, bl.a. fordi der i sidste regnskabsår var store udgifter til tilbudsgivning ved Region Midtjyllands ambulanceudbud. Der har dog været større udgifter til afskrivninger på redningskorpsets nye vagtcentral og SINE-udstyr.

På bundlinjen får Samsø Redningskorps et overskud på 2,3 mio. kr. mod 1,1 mio. kr. året før. Der udbetales 2,2 mio. kr. i udbytte til ejerne.

Annonce