Reddere frygter for dårligere bådberedskab

Af økonomiske årsager vil det i fremtiden være deltidsbrandfolk og ikke reddere, der skal bemande en ny redningsvogn og en ny redningsbåd hos Falck i Maribo. Og blandt de fastansatte Falck-reddere er der utilfredshed med modellen, som de mener vil give længere udrykningstider og medvirke til at udhule beredskabet i Maribo.

Tidligere har det været fuldtidsansatte Falck-reddere på stationen i Maribo, som først har kørt og siden sejlet redningsbåden ud til nødstedte. “Når alarmen har lydt, har vi kunne tage af sted med det samme, fordi vi har været til stede på stationen. Nu kommer båden først af sted, når deltidsbrandfolkene efter fem minutter er fremme på stationen”, siger Michael Frederiksen, som er tillidsmand for redderne i Maribo, til Lolland-Falsters Folketidende. “Det betyder, at redningsbåden kommer senere af sted. Og det kan få en betydning for de første fem minutter, som er så vigtige i alt redningsarbejde”, siger han.

Samtidig frygter Michael Frederiksen, at reddernes job ender med at blive udvandet. På et halvt år er antallet af Maribo-reddere gået fra 43 til 29. Syv reddere er flyttet til Falck-stationen i Nykøbing Falster for at bemande amtets lægeambulancer. “Jeg er bekymret for, at stationen her i Maribo ender med at blive en hul skal. Jeg er ikke sikker på, at der bliver ved med at være plads til alle vores reddere her i Maribo”, siger han til Lolland-Falsters Folketidende.

Den kommende redningsvogn i Maribo er en nyskabelse, som fremover skal rykke ud med frigørelsesværktøj ved tragikulykker med fastklemte på Midt- og Østlolland. Efter samme model, som anvendes i Asnæs, vil redningsvognen blive bemandet med deltidsbrandfolk.

Annonce