Prøvealarmeringer: Seks dumpede, otte bestod

Redningsrådet gennemførte 14 prøvealarmeringer i 3. kvartal 2004, og seks brandvæsener dumpede, mens otte bestod. Det viser Redningsrådets rapporter, som BeredskabsInfo har fået aktindsigt i. 43% af brandvæsenerne dumpede altså i 3. kvartal, og dermed ligger dumpeprocenten højere end ved prøvealarmeringerne i 2. kvartal, hvor 37% dumpede.

På ét område viser det seneste kvartals prøvealarmeringer imidlertid en forbedring: Der manglede ikke brandfolk på nogen af udrykningerne. De seks brandvæsener, som dumpede, havde alle problemer med udrykningstiderne. Den største overskridelse var i Vejle, hvor tankvognen i brandvæsenets 2. udrykning nåede frem 7:26 minutter senere end lovkravet på 10 minutter. Redningsrådets prøvealarmering i Vejle var en opfølgning på en prøvealarmering i 2. kvartal, hvor der var problemer med overholdelsen af udrykningstiderne. Falck i Steges tankvogn havde den næststørste overskridelse, nemlig 4:36 minutter.

I Jernløse Kommune har der lokalt været kritik af brandberedskabet, efter at brandstationen i Undløse blev nedlagt, hvorefter brandstationerne i tre nabokommuner overtog dækningen af Jernløse Kommune. Et af disse brandvæsener, Falck i Mørkøv, blev prøvealarmeret til en ”brand” i Jernløse Kommune, men her havde udrykningen ikke problemer med at nå frem indenfor de krævede 15 minutter.

I Vejle blev der som nævnt afgivet to alarmer på samme tid, og i den lille Langebæk Kommune på Sydsjælland blev der afgivet hele tre alarmer på samme tid. Brandslukningen i Langebæk er delt mellem tre brandvæsener, og de blev alle tre prøvealarmeret til forskellige ”brande” indenfor en halv time.

Også Københavns Brandvæsen blev noteret for en overskridelse i forbindelse med en prøvealarmering i Ørestaden. Her gik der 12 minutter inden Københavns Brandvæsens station på Christianshavn var fremme, og det er to minutter mere end lovgivningens krav. Brandvæsenets indsatsleder var 21 minutter om at nå frem. Københavns Brandvæsen har tidligere peget på, at udbygningen af Ørestaden betyder, at brandvæsenet kan få problemer med at få frem til alle dele af Ørestaden indenfor de lovpligtige 10 minutter. Derfor har brandvæsenet foreslået, at den nuværende brandstation på Christianshavn flyttes til Ørestaden.

Redningsrådet hører under Forsvarsministeriet, og rådet prøvealarmerer løbende landets brandvæsener for at se, om de lever op til lovkravene. Alarmerne afgives som helt almindelige alarmer via 112, og først ved ankomsten får brandfolkene at vide, at der er tale om en prøvealarm. Kontrollanter fra Redningsrådet har i mellemtiden noteret, hvornår brandkøretøjerne af afgået fra brandstationen, og hvornår de er fremme på ”brandstedet”. Udrykningen – et slukningstog – skal være bemandet med en indsatsleder og seks brandfolk, og det skal være fremme indenfor 10 minutter i byområder og 15 minutter på landet.

Prøvealarmeringer i 3. kvartal:

Falck Grindsted

Prøvealarm til adressen Bredgade 33, Hejnsvig i Grindsted Kommune (9 km. fra brandstationen) den 8. september 2004. Udrykningskravet er, at Falck i Grindsted skal sende et slukningstog bemandet med seks mand, og at slukningstoget skal være fremme indenfor 15 minutter. Alarmen afgives kl. 09:38:04, og politiets alarmcentral i Esbjerg videregiver alarmen på 42 sekunder. Indsatslederen er fremme 07:12 minutter efter alarmen. Autosprøjten afgår 05:25 minutter efter alarmen og er fremme 13:19 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 06:38 minutter efter alarmen og er fremme 15:42 minutter efter alarmen. Stigevognen (ikke lovpligtig) afgår 07:15 minutter efter alarmen og er fremme 15:42 minutter efter alarmen. Slukningstoget er i alt bemandet med 10 mand plus indsatsleder.

Vejle Brandvæsen (1. udrykning)

Prøvealarm til adressen Flegmade 18 i Vejle Kommune (5 km. fra brandstationen) den 8. september 2004. Udrykningskravet er, at Vejle Brandvæsen skal sende et slukningstog bemandet med seks mand, og slukningstoget skal være fremme indenfor 10 minutter. Alarmen afgives kl. 14:06:34, og politiets alarmcentral i Esbjerg videregiver alarmen på 25 sekunder. Indsatslederen er fremme 05:46 minutter efter alarmen. Autosprøjten afgår 01:16 minutter efter alarmen og er fremme 06:11 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 01:38 minutter efter alarmen og er fremme 06:52 minutter efter alarmen. Desuden afgår en stigevogn (ikke lovpligtig), som er fremme 07:56 minutter efter alarmen. Slukningstoget er bemandet med syv mand plus indsatsleder.

Vejle Brandvæsen (2. udrykning)

Prøvealarm til adressen Ibæk Strandvej 8 i Vejle Kommune (5 km. fra brandstationen) den 8. september 2004. Udrykningskravet er, at Vejle Brandvæsen skal sende et slukningstog bemandet med seks mand, som skal være fremme indenfor 10 minutter. Alarmen afgives kl. 14:08:46, og politiets alarmcentral i Esbjerg videregiver alarmen på 41 sekunder. Indsatslederen er fremme 10:02 minutter efter alarmen. Autosprøjten afgår 06:34 minutter efter alarmen og er fremme 11:40 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 12:09 minutter efter alarmen, og er fremme 17:26 minutter efter alarmen. Slukningstoget er bemandet med seks brandfolk plus indsatsleder.

Falck Mørkøv

Prøvealarm til adressen Østergårdsvej 2, Undløse i Jernløse Kommune (8 km. fra brandstationen) den 22. september 2004. Udrykningskravet er, at Falck i Mørkøv skal sende et slukningstog bemandet med seks mand, og slukningstoget skal være fremme indenfor 15 minutter. Alarmen afgives kl. 09:59:40, og politiets alarmcentral i Slagelse videregiver alarmen på 24 sekunder. Indsatslederen er fremme 14:21 minutter efter alarmen. Autosprøjten afgår 04:08 minutter efter alarmen og er fremme 11:46 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 04:16 minutter efter alarmen og er fremme 12:36 minutter efter alarmen. Desuden ankommer en ekstra tankvogn (ikke lovpligtig) 16:16 minutter efter alarmen. Slukningstoget er i alt bemandet med 10 mand plus indsatsleder.

Falck Langeskov

Prøvealarm til adressen Hans Tausensgade 26, Birkede i Langeskov Kommune (4 km. fra brandstationen) den 22. september 2004. Udrykningskravet er, at Falcks hjælpestation i Langeskov skal sende et slukningstog bemandet med fire mand, og slukningstoget skal være fremme indenfor 15 minutter. Alarmen afgives kl. 10:13:11, og politiets alarmcentral i Odense videregiver alarmen på tre sekunder. Indsatslederen er fremme 07:31 minutter efter alarmen. Tanksprøjten afgår 03:23 minutter efter alarmen og er fremme 07:32 minutter efter alarmen. Slukningstoget er bemandet med fire mand plus indsatsleder.

Falck Nyborg

Prøvealarm til adressen Hans Tausensgade 26, Birkede i Langeskov Kommune (18 km. fra brandstationen) den 22. september 2004. Udrykningskravet er, at Falck i Nyborg skal stille med et slukningstog bemandet med fire mand. Da der er tale om stor slukningshjælp til hjælpestationen i Langeskov stilles der ikke krav til udrykningstiden. Alarmen afgives kl. 10:13:11, og politiets alarmcentral i Odense videregiver alarmen på tre sekunder. Autosprøjten afgår 05:14 minutter efter alarmen og er fremme 18:12 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 05:54 minutter efter alarmen og er fremme 20:25 minutter efter alarmen. Slangetenderen (ikke lovpligtig) afgår 07:42 minutter efter alarmen og er fremme 20:25 minutter efter alarmen. Slukningstoget var bemandet med otte mand plus indsatser.

Falck Haslev

Prøvealarm til adressen Skuderløsevej 59, Skuderløse i Haslev Kommune (9 km. fra brandstationen) den 22. september 2004. Udrykningskravet er, at Falck i Haslev skal sende et slukningstog bemandet med seks mand, og slukningstoget skal være fremme indenfor 15 minutter. Alarmen afgives kl. 13:53:56, og politiets alarmcentral i Slagelse videregiver alarmen på 21 sekunder. Indsatslederen er fremme 07:47 minutter efter alarmen. Autosprøjten afgår 06:22 minutter efter alarmen og er fremme 14:09 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 07:46 minutter efter alarmen og er fremme 16:34 minutter efter alarmen. Slukningstoget er bemandet med otte mand plus indsatsleder.

Næstved Brandvæsen

Prøvealarm til adressen Pederstrupvej 23, Mogenstrup i Fladså Kommune (11 km. fra brandstationen) den 22. september 2004. Udrykningskravet er, at Næstved Brandvæsen skal sende et slukningstog bemandet med seks mand, og slukningstoget skal være fremme indenfor 15 minutter. Alarmen afgives kl. 13:57:51, og politiets alarmcentral i Slagelse videregiver alarmen på 2 sekunder. Indsatslederen er fremme 08:56 minutter efter alarmen. Autosprøjten afgår 05:22 minutter efter alarmen og er fremme 14:14 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 06:22 minutter efter alarmen og er fremme 15:55 minutter efter alarmen. Slangetenderen (ikke lovpligtig) afgår 08:00 minutter efter alarmen og er fremme 19:19 minutter efter alarmen. 19:33 minutter efter alarmen ankommer desuden en mandskabvogn (ikke lovpligtig). Slukningstoget er bemandet med syv mand plus indsatsleder, idet den sidste af de krævede seks brandfolk dog først ankommer med den ikke-lovpligtige slangetender.

Vordingborg Brandvæsen

Prøvealarm til adressen Vordingborgvej 53, Stensved i Langebæk Kommune (8 km. fra brandstationen) den 22. september 2004. Udrykningskravet er, at Vordingborg Brandvæsen skal sende et slukningstog bemandet med seks mand, og slukningstoget skal være fremme indenfor 15 minutter. Alarmen afgives kl. 15:41:52, og politiets alarmcentral i Slagelse videregiver alarmen på 01:08 minutter. Indsatslederen er fremme 07:48 minutter efter alarmen. Autosprøjten afgår 04:26 minutter efter alarmen og er fremme 10:18 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 05:34 minutter efter alarmen og er fremme 11:38 minutter efter alarmen. Slukningstoget er bemandet med otte mand plus indsatsleder.

Falck Præstø

Prøvealarm til adressen Gammel Præstøvej 4, Mern i Langebæk Kommune (10 km. fra brandstationen) den 22. september 2004. Udrykningskravet er, at Falck i Præstø skal sende et slukningstog bemandet med seks mand, og at slukningstoget skal være fremme indenfor 15 minutter. Alarmen afgives kl. 16:01:57, og politiets alarmcentral i Slagelse videregiver alarmen på otte sekunder. Indsatslederen er fremme 19:03 minutter efter alarmen. Autosprøjten afgår 05:03 minutter efter alarmen og er fremme 12:48 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 05:28 minutter efter alarmen og er fremme 13:25 minutter efter alarmen. Slangetenderen (ikke lovpligtig) afgår 05:28 minutter efter alarmen, og er fremme 13:35 minutter efter alarmen. Slukningstoget er bemandet med otte mand plus indsatsleder.

Falck Stege

Prøvealarm til adressen Kalvehave Havnevej 43, Kalvehave i Langebæk Kommune (12 km. fra brandstationen) den 22. september 2004. Udrykningskravet er, at Falck i Stege skal sende et slukningstog bemandet med seks mand, som skal være fremme indenfor 15 minutter. Alarmen afgives kl. 16:07:12, og politiets alarmcentral i Slagelse videregiver alarmen på 28 sekunder. Der møder ikke indsatsleder. Autosprøjten afgår 06:34 minutter efter alarmen, og er fremme 17:10 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 07:18 minutter efter alarmen, og er fremme 19:36 minutter efter alarmen. Slukningstoget er bemandet med ni mand.

Københavns Brandvæsen (1. udrykning)

Prøvealarm til adressen Ingerslevsgade 60 i Københavns Kommune den 23. september 2004. Udrykningskravet er, at Københavns Brandvæsen skal sende to slukningstog bemandet med 12 mand, og slukningstogene skal være fremme indenfor 10 minutter. Alarmen afgives kl. 11:36:41, og Københavns Brandvæsens alarmcentral videregiver alarmen på 1 minut. Indsatslederen er fremme 02:50 minutter efter alarmen. Autosprøjten fra station Vesterbro er fremme 04:32 minutter efter alarmen. Stigevognen fra Hovedbrandstationen er fremme 04:44 minutter efter alarmen. 2. autosprøjte kommer fra Frederiksberg, og er fremme 06:37 minutter efter alarmen. Røgdykkertenderen er fremme 03:19 minutter efter alarmen. Afprodsstigen fra Vesterbro er fremme 09:50 minutter efter alarmen. Slukningstoget er i alt bemandet med 18 mand plus indsatsleder.

Københavns Brandvæsen (2. udrykning)

Prøvealarm til adressen Ørestads Boulevard 57, Ørestaden, i Københavns Kommune den 23. september 2004. Udrykningskravet er, at Københavns Brandvæsens station på Christianshavn skal sende et slukningstog bemandet med seks mand, og slukningstoget skal være fremme indenfor 10 minutter. Desuden skal der fra nabostationerne afsendes autosprøjte og stigevogn bemandet med otte mand. Alarmen afgives kl. 11:40:37, og Københavns Brandvæsens alarmcentral videregiver alarmen på 23 sekunder. Indsatsleder er fremme 21:00 minutter efter alarmen. Autosprøjten fra Christianshavn afgår 03:25 minutter efter alarmen og er fremme 12:00 minutter efter alarmen. Stigevognen fra Christianshavn afgår 03:45 minutter efter alarmen og er fremme 12:00 minutter efter alarmen. Et tredje køretøj er ligeledes fremme 12:00 minutter efter alarmen. Stigevognen fra Fælledvejens brandstation er fremme 13:30 minutter efter alarmen. Autosprøjten fra Østerbro er fremme 14:21 minutter efter alarmen. Slukningstoget er bemandet med 20 mand plus indsatsleder.

Vestegnens Brandvæsen

Prøvealarm til adressen Glosemosevej 18, Glostrup, den 23. september 2004. Udrykningskravet er, at Vestegnens Brandvæsens station i Glostrup skal sende et slukningstog bemandet med seks mand, og slukningstoget skal være fremme indenfor 10 minutter. Alarmen afgives kl. 09:25:18, og Københavns Brandvæsens alarmcentral videregiver alarmen på 28 sekunder. Indsatsleder er fremme 06:24 minutter efter alarmen. Autosprøjten afgår 01:24 minutter efter alarmen og er fremme 03:59 minutter efter alarmen. Stigevognen afgår 01:31 minutter efter alarmen og er fremme 04:00 minutter efter alarmen. Slukningstoget er bemandet med seks mand plus indsatsleder.

Kl. 09:31:04 bliver der via alarmcentralen rekvireret yderligere et slukningstog fra Glostrup. Her er udrykningskravet, at Vestegnens Brandvæsen skal stilles med et slukningstog bemandet med seks mand, men der er ifølge Redningsrådets rapport ingen tidskrav. Autosprøjten afgår 15:36 minutter efter alarmen og er fremme 18:32 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 16:59 minutter efter alarmen og er fremme 19:47 minutter efter alarmen. Slukningstoget er bemandet med seks mand. Kl. 09:39:45 bliver der via alarmcentralen rekvireret yderligere et slukningstog, denne gang fra Vestegnens Brandvæsens station i Hvidovre. Her er udrykningskravet, at Vestegnens Brandvæsen skal stilles med et slukningstog bemandet med seks mand, men der er ifølge Redningsrådets rapport ingen tidskrav. Indsatslederen er fremme 06:43 minutter efter alarmen. Autosprøjten afgår 02:46 minutter efter alarmen og er fremme 07:36 minutter efter alarmen. Tankvognen afgår 02:47 minutter efter alarmen og er fremme 07:36 minutter efter alarmen. Slukningstoget er bemandet med syv mand plus indsatsleder.

Annonce