Problemer med udrykningstider i Kolding

Google Maps
Falck-stationen i Kolding. Arkivfoto

Falcks brandstation i Kolding har problemer med udrykningstiderne. I 10 ud af 88 udrykninger i årets 1. kvartal afgik et eller flere køretøjer for sent fra brandstationen, og det har nu fået beredskabskommissionen i Kolding til at give Falck en skarp påtale. I alle de 10 tilfælde er det enten tankvogn, stigevogn eller begge dele, som er afgået for sent.

Autosprøjten, der bemandes med fastansatte reddere, er ved alle udrykninger afgået til tiden. Værst gik det ved en ABA-alarm fra rådhuset i Kolding, hvor tankvognen afgik 10,23 minutter efter alarmen, mens stigevognen først afgik efter 18,27 minutter. Da brandalarmen igen gik på rådhuset den 10. marts afgik drejestige og tankvogn efter 11 og 16 minutter. Og 7. februar gik der godt 16 minutter inden tankvognen afgik til en kælderbrand. Kolding Kommunes beredskabschef, Claus Andresen, mener, at forsinkelserne skyldes sløseri. “Det er i bund og grund en katastrofe, at afgangstiderne ikke blev overholdt. Fejlen kan ligge flere steder. Men der er ingen undskyldning, og da slet ikke, når en alarm udløses af en automatisk brandalarm, som automatisk sender signalet ud til brandfolkene uden at blive berørt af menneskehånd”, siger Claus Andresen til Jydske Vestkysten.

Hos Falck beklager man episoderne, der alle fandt sted i 1. kvartal, og Falck i Kolding har efterfølgende strammet op på procedurerne for at sikre overholdelse af tidskravene. Falck har gennemført systematiske samtaler med reddere og deltidsbrandfolk, ligesom der er ændret fysisk på forholdene på brandstationen, så deltidsbrandfolkenes ankomst, omklædning og afgang lettes.

“Vi har hele tiden fokus på at trimme vores beredskab. Men det kan altså være svært at få deltidsbrandfolkene frem til stationen i myldretiden, hvor de skal igennem en masse lyskryds. Et andet problem er at råde over et tilstrækkeligt stort korps af deltidsbrandfolk. Jeg skal ikke klynke og klage, men det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde brandmænd, fordi de skal have lov til pludselig at løbe af deres hovedarbejdsgiver”, siger Heino Svenningsen, der er områdechef for Falck i Vejle Amt, til Jydske Vestkysten.

Beredskabschef Claus Andresen bekræfter, at Falck har oppet sig, siden kritikken af brandindsatsen blev afleveret. “Vi har lavet to kontroller, hvor vi uden Falcks vidende udløste brandalarmer i storcentret og i Slotssøbadet, og begge gange forløb det flot. Men vi vil følge op løbende”, siger han til Jydske Vestkysten.

Annonce