Efter dødsulykke: Private opretter søredningsberedskab

I maj druknede en 69-årig kvinde i lystbådehavnen i Nykøbing Falster. Ifølge vidner nåede kvinden at ligge i det kolde vand i 45 minutter, inden det lykkedes for mandskab fra Guldborgsund Redningsberedskab at redde kvinden op. Vidnerne mener, at det tog 20 minutter at få beredskabets redningsbåd i vandet, og det er en del af baggrunden for, at der nu på privat initiativ bliver etableret et søredningsberedskab, som om en måneds tid venter at være klar til at rykke ud med en redningsbåd.

Det er den tidligere Falck-redder Flemming Olsen, som har taget initiativ til det nye beredskab i Nykøbing Falster. Han var en af dem, som i maj forsøgte at redde den 69-årige kvinde op fra havnen, og han mener, at hendes liv kunne have været reddet, hvis en redningsbåd var nået frem tidligere.

”Det er altså minutterne, der tæller i sådan en situation. Og det er bestemt ikke en kritik af de stakkels frivillige brandfolk og politibetjente, der var på stedet, for de gjorde, hvad de kunne. Men jeg er fuldstændig hysterisk over, at der ikke findes et professionelt beredskab, som har fået den rigtige undervisning. Der skal ligge en båd klar 24 timer i døgnet. Det vil jeg prøve at skaffe penge til, og så skal jeg nok selv stå for undervisningen af de folk, der skal bemande den. Nu skal der simpelthen ske noget”, sagde Flemming Olsen dengang til Folketidende.

Og nu er det så lykkedes at skaffe midlerne til et søredningsberedskab i Nykøbing Falster. I disse dage henter initiativtager deres redningsbåd i Sverige, hvor Svensk Søredningsselskab har sponsoreret såvel båd som påhængsmotor, og om en lille måneds tid vil beredskabet være operationsklart.

Beredskabet blive en del af den almennyttige forening Dansk Søredningsselskab.

Annonce