Beredskabskommissionerne i både Fredericia, Kolding og Vejle kommuner har nu sagt ja til, at de tre kommuners brandvæsener kan gå videre med planerne om at oprette et fælleskommunalt brandvæsen. En sammenlægning af brandvæsenerne skal sikre, at kommunerne trods den bebudede strukturreform får indflydelse på det fremtidige beredskab.
Formanden for beredskabskommissionen i Vejle, borgmester Arne Sigtenbjerggaard, understreger, at intet er lagt fast, men Vejle Kommune vil gerne mødes med kommissionerne i de to andre kommuner for at se på mulighederne.
”Der er jo ligesom da man lagde kommuner sammen. Lægger man tre kommuner sammen, så skal der kun være én borgmester. Her skal der kun være én vagtcentral. Vi skal stadigvæk udøve beredskab ud i de yderste hjørner. Så der bliver hverken færre stationer eller færre brandmænd”, siger Arne Sigtenbjerggaard til P4 Trekanten.
En anden årsag til, at de tre kommuner overvejer en sammenlægning, er udsigten til, at der inden for få år gennemføres en større strukturreform af det danske beredskabet. ”Vi vil gerne være lidt på forkant og være med til at bestemme, hvordan vi synes, det skal udøves”, siger Arne Sigtenbjerggaard.