Ny politisk aftale om redningsberedskabet udsættes i endnu et år

Arkivfoto: Eimo Berg

Der kommer til at gå endnu et år, inden politikerne indgår en ny aftale om redningsberedskabet. Den nuværende aftale er ellers fire år gammel, og den udløb oprindeligt i 2010, men sidste år blev politikerne enige om at forlænge den med et år. Og nu ser aftalen så ud til at blive forlænget endnu en gang.

Den nuværende politiske aftale, som danner grundlag for redningsberedskabet, blev indgået i 2006, og den skulle oprindeligt gælde for perioden 2007-2010. Men i november 2010 blev forligspartierne – Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – enige om at forlænge aftalen, så den fortsatte i 2011.

Den forlængede aftale gav det statslige beredskab en stort set uændret økonomi, om end Beredskabsstyrelsen i 2011 har måttet spare 20 mio. kr., således at styrelsens budget har været på 521 mio. kr. Desuden betaler staten 10,7 mio. kr. til Beredskabsforbundet, der i år desuden har fået 3 mio. kr. til kampagner for at rekruttere deltidsbrandfolk.

I 2010 var partierne også enige om, at de i år ville indgå en ny flerårig aftale for redningsberedskabet, men det står nu klart, at det ikke bliver til noget. I stedet har regeringen netop meldt ud, at den nuværende aftale endnu en gang skal forlænges med et år.

Regeringen lægger samtidig op til, at der som grundlag for en ny flerårig aftale skal gennemføres en grundig analyse af det samlede redningsberedskab i Danmark.

Annonce