Påsatte brande starter tit i reklamer og aviser, som ligger i bunker i trappeopgange. Det har også været tilfældet ved flere påsatte brande i etageejendomme i Esbjerg det sidste halve år. Det får nu politiet og brandmyndighederne til at opfordre til, at alle hjælper til med at undgå bunker af papir i opgange og kældre.
Det er vældig nemt for mennesker, der vil påsætte brande, når mange tømmer deres postkasse for reklamer, ugeaviser og brochurer – for så at smide dem i en bunke ved siden af postkassen. Så behøver den, der vil sætte ild på, bare at stryge en tændstik eller sætte lighteren til.
Derfor opfordrer både politiet og brandmyndighederne i Esbjerg nu til, at alle hjælper til med at undgå bunkerne af papir i opgange og kældre. ”Tag det med ud i papircontaineren eller i affaldsbeholderen. Tal gerne med hinanden i opgangen om, hvordan reglerne hos jer bør være – og hvordan I sikrer, at I ikke selv hjælper med til at gøre lejlighederne til brandfælder”, lyder opfordringen fra de to myndigheder, der tilføjer, at også klapvogne med dyner og puder kan bruges til at starte brande.